Danmarksseriehold drømmer om sensationen mod FCK
Viby IF ser frem til at få besøg af hovedstadsklubben, som de håber, at de kan drille og måske endda slå ud
I weekenden var det Lystrup IF, der gæstede Viby Idrætspark, da hjemmeholdet Viby IF spillede ottende kamp i Danmarksserien i denne sæson. Torsdag venter der dog en helt anden modstand, når Superligaens nummer ét, FC København, kommer på besøg på Viby Stadion klokken 16.45 i Sydbank Pokalen.
"Det bliver den fedeste oplevelse, og det er det, pokalfodbold handler om for en klub som vores. Det bliver rigtig fedt for drengene, og jeg under dem virkelig at få sådan en kamp," siger cheftræner Thomas Krogager Ransborg om pokalmødet, hvor han naturligvis ser sit eget hold som kæmpe underdogs.
"Vi må parkere bussen, og så må vi se, om vi kan få en heldig scoring. Måske kan vi ramme FCK på en dårlig dag," siger Thomas Krogager Ransborg.
Kæmpe forskel
Cheftræneren for Aarhus Syd-klubben understreger, at der naturligvis er stor forskel på de to hold.
"I forhold til det boldmæssige og det fysiske er der kæmpe forskel, og det vil også komme til udtryk. Men omvendt ved vi heller ikke, hvilket hold FCK stiller med på dagen," siger Thomas Krogager Ransborg om den dygtige modstander. Samtidig slår han dog fast, at Viby IF også har kvaliteter, der kan gøre det svært for mange hold.
"Jeg synes, at vi har et hold med godt niveau med dygtige spillere på danmarksserieniveau, og det er helt klar på omstillingerne, at vi skal gøre ondt på dem," fortæller cheftræneren, der godt ved, hvem han især skal passe på hos hovedstadsklubben.
"Samtlige spillere på deres hold kan noget hver især, og der er flere spillere, der kan gøre det svært for alle hold i Danmark."
Selvom chancen for at gå fra kampen som vindere er lille, så er det alligevel en kamp, som Thomas Krogager Ransborg ser frem til.
"Det betyder meget for klubben med sådan en kamp. Der er flere folk i klubben, der er i gang med at forberede en masse ting til selve dagen. Vi håber, at der kommer mange mennesker, selvom kampen kommer til at blive spillet tidligt."
Anfører har troen
Anders Bojer, som er anfører for Viby IF, glæder sig ligeledes over at skulle møde FCK, som han kalder for en drømmelodtrækning.
"Det var ét af de hold, som vi håbede på, og forhåbentligt kan kampen trække lidt tilskuere," siger den 26-årige Anders Bojer, der, ligesom sin træner, godt er klar over, at det bliver lidt af en mundfuld for danmarksserieholdet.
Han kommer nemlig til at stå over for landsholdsspillere og Superligaprofiler. Selvom det ikke er helt på samme niveau, så har Viby IF også nogle dygtige individualister, som skal gøre ondt på FCK, fortæller anføreren.
"Vores to angribere Mikkel Mortensen og Simon Matras kan gøre ondt på de fleste hold med deres fart og arbejdsstyrke. Og så har vi Mads Breindahl, som er en kantspiller med et hurtigt antrit og godt langskud. På dødbolde har vi Kasper Møller, som er rigtig skarp."
Kaptajnen håber på, at holdet slipper for en ordentlig røvfuld, som han selv beskriver det, men går stadig efter overraskelsen.
"Jeg tror, at vi har en lille chance. Det er jo heller ikke sikkert, at de kommer med stærkeste opstilling. Vi kommer nok kun til at vinde én ud af 100 kampe mod dem, men vi skal spille vores chance."
De to hold mødtes også tilbage i 2010. Her endte det med at blive en sejr til FCK på 1-4.