Fortsæt til indhold

Socialt bedrageri afsløret i lufthavnen: Pludselig var mand ikke længere syg

Greve Kommune har krævet sociale ydelser tilbagebetalt tre gange efter kontrol i lufthavnen

Samfund
Jacob Nielsen

I løbet af sommeren har myndighederne i alt gennemført 12 kontroller i Københavns og Aalborg lufthavn, og her har man afsløret 155 personer i socialt bedrageri. Samlet skal de betale 1,2 millioner kroner tilbage for sociale ydelser, de ikke har været berettiget til.

Greve Kommune fortæller torsdag i en pressemeddelelse om tre tilfælde hjemhørende i vestegnskommunen, hvor borgere ville tage deres offentlige ydelser med på ferie, som ikke var aftalt med kommunen.

Borgerne var på enten uddannelsesydelse eller sygedagpenge, da de blev stoppet i Kastrup lufthavn. Efterfølgende er de blevet bedt om at betale penge tilbage - fra nogle hundrede kroner til mange tusinde kroner - afhængigt af hvor ofte og hvor længe borgerne har været i udlandet.

En af borgerne viste sig at være i arbejde, da han blev stoppet, så vedkommende meldte sig øjeblikkeligt rask, da han blev mødt af kontrollen.

En anden Greve-borger var rejst afsted med tilladelse til at rejse, men kom for sent hjem. Det vakte kontrollørernes mistanke, så borgerens rejser blev undersøgt nærmere, og det viste sig, at vedkommende ofte var kommet for sent hjem fra tilladte rejser.

En tredje var meldt syg og havde ingen aftale om at kunne rejse, mens vedkommende fik sygedagpenge. Vedkommende blev også bedt om at betale offentlige ydelser tilbage.

Borgmester i Greve Kommune, Pernille Beckmann, er godt tilfreds med afsløringerne.

"Det er ganske enkelt ikke i orden, at vi betaler offentlige ydelser til folk, som snyder. Den offentlige velfærdskasse er vores fælles penge, og det er vigtigt, at ingen får lov til at misbruge fællesskabets tillid," siger borgmesteren.