Fortsæt til indhold

Verdenskendt DJ giver Sorring internationalt show

Den verdenskendte DJ, Martin Jensen, giver sin hjemby to store koncerter

Samfund
Lotte Gyldenvang

sorring Der kommer hele to fyldte lastbiler med lyd, lys, skærme og en masse andet udstyr til Stif Hallen i Sorring, når den provinsielle hal skal forvandles fra idrættens centrum til et storstilet internationnalt DJ-show.

Årsagen er, at Martin Jensen, der er opvokset i Sorring, på de seneste to år er blevet verdenskendt som DJ. Men lørdag 6. oktober skifter han de gigantiske stadioner og festivalscener ud med den mere beskedne Stif Hallen i Sorring, hvor der kan være 500 publikum.

"Det bliver da super fedt at komme hjem og spille. For mig handler det om at skabe en god stemning og fest. Så betyder det ikke så meget, om der er 85.000 eller 500 publikum," siger Martin Jensen, som spiller to koncerter i Sorring. En om eftermiddagen for alle aldre og en om aftenen, hvor man skal være over 18 år.

Intimt kæmpeshow

Martin Jensen rejser hele verden rundt med sit show efter han i 2016 udgav "All I Wannna Do" og "Solo Dance". Med ni millioner streams på hit tjenesten Spotify er Martin Jensen uden tvivl et verdensnavn. Og det internationale show tager han altså med til Sorring.

"Til årets smukfest fyldte vores udstyr cirka halvanden lastbil. Men i Sorring skal vi selv have lydanlæg med, så det bliver to fyldte lastbiler, der læsser af ved hallen. Så selv om det er et lille spillested, bliver publikum ikke snydt for et stort internationalt DJ-show. De får nok en mere intim oplevelse, når det store show brager afsted på et markant mindre spillested. Det bliver sjovt. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg kender jo alle i lille Sorring, men håber mest på at se en masse, jeg ikke kender. Det vil have en stor værdi for byen, hvis folk kommer udefra og ser, hvad Sorring også kan byde på," lyder det fra Martin Jensen.

Selv har han brugt mange timer i Stif Hallen gennem sin barndom ved at spille badminton. Derfor har han valgt, at hele overskuddet fra de to koncerter skal gå ubeskåret til Sorring Toustrup Idrætsforening (STIF).

"Jeg synes bare det er fedt at kunne hjælpe, nu hvor jeg har muligheden. Jeg savner iøvrigt også at spille badminton. Men når jeg ikke kan træne fast med en makker hver uge på grund af mine mange rejser, så må jeg desværre undvære det for en stund," indrømmer Martin Jensen.

Mors ide

At verdensstjernen har valgt at give koncert i sin hjemby, kan fans, venner og familie takke Martins mor for.

"Det var faktisk min mors idé. Hun syntes, jeg skulle komme hjem og spille. Jeg tøvede vist lidt i begyndelsen, men nu, hvor vi rent faktisk kan give Sorring samme show, som publikum får i Sydkorea, Kina og Australien, så glæder jeg mig rigtig meget til at fyre den af på scenen," siger Martin Jensen.

Selv om han nu rejser verden rundt, har han ikke glemt sin fødeby.

"Jeg har stadig fin kontakt med vennerne fra Sorring og selvfølgelig mine forældre. Dog ser de mig ikke så meget, som min mor kunne ønske, men lige om lidt kommer jeg hjem og spiller," fortæller Martin Jensen.

Man kan købe billetter til de to koncerter i Sorring på www.ticketmaster.dk