Royale With Cheese
Prins Joachim til tv-optagelser i Grenaa - og frokost hos Mopkok i Storegade
GRENAA Måske skulle kokken Morten Pedersen, der i Storegade i Grenaa med stor succes driver spisestedet Mopkok med Ebeltoft Gårdbryggeris specialiteter på fad, lade sig inspirere af filminstruktøren Quentin Tarantinos værk Pulp Fiction, når han sætter menukortet sammen.
Det er i denne film skuespillerne John Travolta og Samuel L. Jackson diskuterer forskelle mellem USA og Europa - og blandt andet går snakken om, hvad man i Paris kalder McDonald's burgeren Quarter Pounder med ost? - fordi vi i Europa ikke bruger måleenheden pound.
Svaret er "Royale With Cheese", hedder det i filmen.
Og hvad har det så med Mopkoks menu at gøre - vil nogle sikkert spørge.
Svaret her er, at forleden dukkede en noget uventet gæst op hos Morten Pedersen. Ind ad døren ved frokosttid troppede et større selskab op - og i selskabet befandt sig ingen ringere end prins Joachim.
Han var i Grenaa i forbindelse med nogle tv-optagelser, der blandt andet fandt sted i Grenaa Kirke - og tv-holdet spiste i frokostpausen en burger på Mopkok.
Prinsen lod sig gerne fotografere sammen med nogle af de andre gæster - blandt andre Niels Busk Sørensen, der var garder i midten af 1970'erne - og han spurgte prinsen, om han kunne mindes, da Niels Busk Sørensen i sin tid i baghaven på Amalienborg tog en rask sneboldkamp med Joachim og kronprins Frederik. Og selvfølgelig svarede prins Joachim ja til det spørgsmål - man har vel kongelig høflighed.
Så prøv næste gang at bestille en Royale With Cheese hos Morten og co. - der med lidt god vilje nu kan kalde sig kongelig hofleverandør.