Mange tusinde bilister kører hver dag over for gult og rødt lys i Aarhus
Kommunen har fået lavet en analyse af, hvor ofte bilister i Aarhus kører over for gult eller rødt lys. Resultatet er opsigtsvækkende
161.000 gange om dagen kører bilister over for gult lys i Aarhus. Det anslår en ny analyse, som Cowi har lavet for Aarhus Kommune.
Analysen viser også, at det røde lys bliver ignoreret hele 32.500 gange - hver eneste dag.
Bilister, der kører over for gult eller rødt lys, er medvirkende årsag til to ud af tre uheld med personskade i Aarhus Kommune, og det gør det høje antal gul- og rødkørsler særligt alarmerende, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
For at nedbringe de alarmerende tal, igangsætter kommunen trafiksikkerhedskampagnen ”Aarhus bremser for gult”, som finder sted i ugerne 40 og 41.
”Tallene understreger i allerhøjeste grad, hvorfor det er vigtigt, at vi bliver ved med at have fokus på problemet med gul- og rødkørsel. Selvom vi har travlt i hverdagen, må vi ikke sætte egen eller andres trafiksikkerhed over styr ved at tage unødvendige chancer i trafikken," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.
Østjyllands Politi bakker om kampagnen med kontrol og et særligt fokus på gul- og rødkørsler i kampagneperioden.
”Vi ved, at det skaber mange farlige situationer, at nogle bilister vælger at tage chancen og ignorere et gult lys. Det er noget, vi er opmærksomme på i hverdagen. Men set i lyset af de senest tal kommer vi til at sætte ind med flere særlige indsatser i den kommende tid,” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi og uddyber:
”Man må kun køre over for gult, hvis man vurderer, at det vil skabe en farlig situation at bremse. Som udgangspunkt betyder gult lys stop lige som det røde lys.”
Det koster en bøde på 1.500 kroner at køre over for gult, hvis politiet vurderer, at bilisten burde have bremset.