Fortsæt til indhold

Debat: Finanstilsynet skal ikke være bagstopper for udvikling af landsbyerne

Samfund
Jens Meilvang (LA), folketingskandidat i Djurskredsen:

"Som folketingskandidat på Djursland har jeg mange ideer til, hvordan vi kan skabe meget mere vækst i landområderne uden, at det koster skatteborgerne penge. En af de første opgaver, jeg vil tage fat på, hvis jeg bliver valgt ind, er at ændre den forfejlede politik, som Finanstilsynet administrerer efter.

Det er i dag meget svært at låne penge til huse, der ligger uden for de større byer på Djursland. Det skyldes, at bankerne og sparekasserne bliver straffet af Finanstilsynet ved netop udlån i landområderne. Jeg har flere historier fra banker, der bliver bedt om at nedskrive hele det udlånte beløb, hvis de har lånt penge ud til ejendomme beliggende i yderområderne. Det bevirker, at bankerne bliver vurderet dårligere, hvis de udlåner penge til huse i yderområderne. Af samme grund forsøger de ofte at overtale førstegangskøbere til at købe hus i de større byer, hvor væksten allerede er godt i gang. Konsekvensen er, at det bliver langt sværere at sælge hus uden for de større byer, hvilket medfører meget lave priser (og potentielt stort værditab for de nuværende ejere), samt af affolkning af landområderne.

Det skal vi have gjort op med. Hvis bankerne kunne udlåne penge efter sund fornuft og ikke blev holdt tilbage af Finanstilsynet, så vil vi kunne løse mange problemer i yderområderne, såsom lukning af skoler, den lokale købmand, kommunale tilbud, busforbindelser osv.

Jeg mener, at de nuværende folkevalgte har svigtet deres opgave ved ikke for længst af have ændret Finanstilsynets administrationsgrundlag. Et emne, som jeg ved sidste folketingsvalg hørte, at alle vil arbejde for, men her godt 4 år senere kan jeg konstatere, at der ikke er sket nogen mærkbar ændring for udlån i landområderne.

Denne opgave vil have meget høj prioritet for mig, og jeg er sikker på, at man uden en eneste skattekrone vil kunne skabe rigtig meget vækst ved blot at løsne markedskræfterne en smule."