Kim Larsen hyldes med optog i Aarhus
Folk opfordres til at lægge blomster ved Aarhus Domkirke
Der bliver afholdt et optog i Aarhus til ære for den folkekære sanger og nationalskjald Kim Larsen, der døde søndag 30. september.
Hyldesten i Danmarks næststørste by finder sted fredag 5. oktober og begynder klokken 19 ved Rådhuspladsen, hvor viceborgmester Camilla Fabricius vil sige et par ord. Der vil angiveligt også blive sunget fællessang af nogle af Kim Larsens udødelige hits.
Herefter går man langs Strøget ned til åen, som deltagerne følger hen til Skolegade, hvor man drejer til venstre og fortsætter turen op til Aarhus Domkirke.
Arrangørerne Steffen Petersen og Jannie Sicko opfordrer folk til at lægge blomster ved domkirken til minde om Kim Larsen.
Det var oprindeligt arrangørernes tanke at lave en mindekoncert på Store Torv til ære for Kim Larsen. Denne idé måtte de opgive af sikkerhedsmæssige årsager. I stedet satser de på at lave en mindekoncert i næste måned i Aarhus for at hylde den tidligere forsanger i Gasolin.