Fortsæt til indhold

Fodbold med lav puls og kolde fadøl

DM i Hyggebold løber af stablen i starten af juli, hvor hele 500 spillere har tilmeldt sig og flere lokale sponsorer hjælper til

Samfund
Martin Jørgensen

Fodbold Må pulsen være lav og hyggen høj?

Så er DM i hyggebold måske noget for dig. Her bliver Lysengs fodboldbaner nemlig for niende omdannet til én stor fodboldturnering. Fadølsanlæggene bliver kørt på plads, telte bliver sat op og hundredevis af fodboldspillere finder vej til banerne i sydbyen.

60 hold har tilmeldt sig indtil videre, og første kamp bliver allerede skudt i gang klokken 10.00 lørdag 7. juli på en - forhåbentligt - solbeskinnende julidag.

"Vi er tre barndomsvenner, som står for at arrangere det. Vi har altid spillet fodbold, og vi synes, at det er en perfekt mulighed for at holde interessen ved lige ved at arrangere et event som dette," siger Mikkel Poulsen, som er den ene af tre arrangører for DM i hyggebold.

De to andre er Martin Roth og Kasper Jørgensen

Voksende arrangement

På de ni år er der sket meget. Fra første fløjt ni år tilbage var det kun venner og bekendte, der deltog, men som årene gik tiltrækker det nu folk fra nær og fjern. Der er sågar tilmeldt hold fra Sjælland.

"Det er sjovt at have været med til at udvikle noget, der bare bliver større og større. Det er fedt at se, at folk nyder at være med, og at det hele blomstrer. Det ligger tæt på folks ferie, men de vælger alligevel at prioritere det, og det gør os glade," fortæller Mikkel Poulsen.

Medstifteren fortæller, at det er det sociale aspekt omkring arrangementet, der især tiltaler folk.

"Vi har sørget for, at der er en slags festivalsstemning med musik under turneringen. Og så skal man bare sørge for at have det sjov. Hvis det ender med, at man taber, så tager man bare en øl. Ingen skæld ud - bare videre. Det er dét, som det handler om for os."

Lokalt samarbejde

De tre Hedensted-drenge, som for år tilbage flyttede til Aarhus for at studere, har opbygget et godt netværk i nærmiljøet med flere lokale sponsorer, som hjælper til at begivenheden kan blive en realitet år efter år.

"Der er mange lokale virksomheder, som har en interesse i, at der sker noget i det samfund, de er en del af. Og der føler jeg, at vi har et godt samarbejde med mange virksomheder," slår Mikkel Poulsen, der bruger meget tid på at få stablet det hele på benene, men det er blevet nemmere med årene.

"Det er efterhånden blevet så veletableret, så det ikke kræver så meget af os, for vi har jo også vores eget arbejde ved siden af," siger Mikkel Poulsen.

I forhold til den økonomoske del, så er det ikke noget, som de tre arrangører tjener penge på, selvom der er en lille omsætning.

"De penge, som vi tjener, beholder vi til arrangementet i tilfælde af nye initiativer, og også så der er lidt til alle de frivillige, som hjælper til."

De frivillige er en stor hjælp til, at støvlerne snørres år efter år, og lysten er der også stadig hos de fodboldglade arrangører.

"Jeg håber aldrig, at det bare slutter, og vi bliver ved, så længe vi har lysten."

Af lokale sponsorer til arrangementet DM i hyggebold kan blandt andet nævnes AP Foods, Lapefa og Macron.