Debat Syddjurs: Bevar Kalø Slotskro
"Bevar Kalø Slotskro
Opgradeer lokalplan 41
OG spar os – skatteborgerne i Syddjurs Kommune–for rigtig mange penge.
Tirsdag den 25. september var repræsentanter for de 6.050 borgere, der har underskrevet kravet ”Bevar Kalø Slotskro” så heldige at få fortræde for PUK-udalgets medlemmer, repræsentanter for Nationalparken og Kommunens ansatte.
Og hvad fik vi så ud af det?
Syddjurs Kommunes påstand er, at det påtænkte Velkomstcenter ved Kalø Slotsruin ikke vil koste Kommunen penge – det er en gave.
Det må nok siges at være en sandhed med modifikationer. Det vil koste Syddjurs Kommune penge, mange penge til anlæg og drift.
Nationalparken har fremlagt driftsbudget for Velkomstcentret på 100.000,00 kr. på vand og varme. Hvem mon skal betale resten, for der er nemlig mange udgifter på så stort et stort planlagt center.
Syddjurs Kommune måske?
På nuværende tidspunkt har Syddjurs Kommune budgetteret med 5 millioner kr., til anlæg af parkeringsplads på fremmed jord.
Det holder nok ikke, måske det dobbelte siger fagfolk.
Rundt omkring i Danmarks besøgscentre koster det penge at parkere og indgang til centrene.
Skal de lokale, der i dag jævnligt bruger det rekreative område, til at betale for at få adgang til det?
Med hensyn til bemanding så hørte vi, at Nationalparkens personale skal bemande Centret om vinteren. Det var jo godt, men måske der ikke er behov for dette, tilsvarende besøgscentre, der sammenlignes med har nemlig lukket i vinterhalvåret, på grund af besøgstallet.
Nationalparken har ingen penge til opførelsen af Velkomstcentret, men bruger nu penge til et eksternt foundraiserfirma, som skal forsøge at indsamle penge til opførelsen af Velkomstcentret, - dét som Nationalparken selv forgæves har forsøgt de foregående år.
Udgifterne hertil tages af kassen til drift af Nationalparken. Der er på nuværende tidspunkt brugt rigtig mange penge fra bevillingen, som er beregnet til drift af Nationalparken.
Hvad mon Rigsrevisionen siger til det? Vi spørger dem.
Lokalplan 41
Der eksisterer i forevejen en lokalplan for området, som stammer fra Rønde Kommune. – Når Syddjurs Kommune udsender et forslag til en ny lokalplan for området, er det med henblik på at skabe de bedst mulige betingelser for et velkomstcenter, skriver Borgmester Ole Bollesen i sin forsvarstale til borgerne.
Men, hvad er der galt med lokalplan 41 – den giver jo ejeren lov til at opgradere den udskældte Kalø Slotskro med:
· udvidelse af restauranten – så der kan være åbent hele året
· personalevenlig kiosk i forlængelse af kroen
· informationscenter til og om Kalø Slotsruin
· nye toiletter
Altså bedst mulige betingelser for den nuværende forpagter.
Netop her hopper kæden af, for som jeg kan se det, har de skiftende borgmestre indtil nu ikke skabt de bedste mulige betingelser for Kalø Slotskro.
Blev lokalplan 41 bare lavet for sjov af Rønde Kommune – vi er mange der læser den med stor interesse.
Se lokalplan 41 her: https://dokument.plandata.dk/20_1061820_APPROVED_1197982717897.pdf
Og vupti, kære Nationalpark, helt til fri afbenyttelse. Jeg er helt sikker på mange vil donere penge til den.
Vi fik på mødet fremført vores foreløbige budskab – Bevar Kalø Slotskro og bevar lokale arbejdspladser med lokalplan 41, - men fik ingen svar tilbage.
Fik vi noget ud af mødet? Det gjorde vi. – Vi har nu rigtig mange gode spørgsmål til de kommende lokalplanmøder, der skal afholdes om den nye lokalplan for området ved Kalø Slotsruin.
Vi vil fortsat arbejde for at bevare Kalø Slotskro og den frie adgant til naturen omkring Kalø Slotsruin – og spare Syddjurs Kommune og skatteborgerne for rigtig mange penge.
Turisterne til Kalø Slotsruin skal nok komme, bare rolig, de kommer ikke for at gå ind i et glas- og betoncenter gravet ned i jorden."