Få frisk most med hjem fra Hinnerups æbledag
arrangement Der er lagt op til en rigtig dejlig efterårslørdag i Hinnerup 20. oktober, når man kl. 10-12.30 ved kulturhuset kan få de ny-høstede æbler fra haven presset med hjælp og vejledning fra Hinnerup Havekreds.
Æblepressedagen er en tilbagevendende og populær tradition, hvor sommerens solskin og milde vejr omsættes til den herlige ravgule drik, som både store og små elsker. Efter den herlige lune sommer hænger de fleste æbletræers grene tungt mod jorden.
Det tegner til at blive en rigtig stor og herlig høst denne gang, og en del af den kan presses til most.
Det er dygtige medlemmer fra Hinnerup Havekreds sammen med presse-udstyret, lånt af kommunens naturvejleder, der sikrer, at de fremmødte efterfølgende kan nyde friskpresset æblemost af helt egen avl.
Varme vafler med syltetøj
Ved presningen kan man endvidere nyde varme vafler med syltetøj.
Alle er velkomne, og arrangementet er gratis.
jesl