Fortsæt til indhold

Kommunal bundskraber: Her er under halvdelen af de voksne i institutioner uddannede pædagoger

Målet er flere uddannede pædagoger, fortæller børneudvalgsformand i Hillerød Kommune

Samfund
Jens Berg Thomsen

Knap halvdelen - eller 49 procent - af de ansatte i Hillerød Kommunes institutioner har uddannelsesbevis på, at de er pædagoger. Dermed er Hillerød i bunden på landsplan, viser tal, som fagforeningen BUPL har gjort op. Tallene viser, at andelen svinger fra 41 procent på Samsø og på til 72 procent i Billund. BUPL selv anbefaler, at mindst 80 procent er uddannede pædagoger, og det lever ingen af kommunerne altså op til.

I Hillerød ser formanden for børneudvalget, Peter Frederiksen (V), gerne flere uddannede pædagoger.

Vi vil gerne sikre en god kvalitet, og så er en faglig baggrund også vigtig

"Det er vores intention, at tallet skal op. Vi vil gerne sikre en god kvalitet, og så er en faglig baggrund også vigtig," siger Peter Frederiksen.

"Selvom vi gerne vil have flere, så betyder det på ingen måde, at det personale, vi har i dag, ikke er dygtige. Det er vigtigt at få sagt," siger han.

Ikke 100 procent

At der ikke er flere uddannede pædagoger allerede i dag, skyldes præferencer.

"Det skyldes, hvad den enkelte leder søger efter, når de ansætter," siger børneudvalgsformanden.

"Målet er ikke, at vi skal have 100 procent uddannede pædagoger, men vi vil gerne hæve andelen. Det er vi enige om. Men hvilket håndtag, vi præcist skal skrue på politisk, har vi ikke diskuteret endnu," siger Peter Frederiksen.

Pædagog er skolet

BUPL's lokale fællestillidsrepræsentant i Hillerød Christa Thestrup siger til Hillerød Posten:

”En pædagog har en teoretisk uddannelse kombineret med praksis. Helt grundlæggende er pædagogen skolet i at se bag barnets handling. Derudover kan pædagogen tilrettelægge fællesskaber, som giver adgang for alle børn.”

Det, en pædagog kan, er at møde det enkelte barn på det niveau, det måtte være på. Pædagogen giver det professionelle blik på den interaktion, der foregår

”Det, en pædagog kan, er at møde det enkelte barn på det niveau, det måtte være på. Pædagogen giver det professionelle blik på den interaktion, der foregår. Både barn og voksen imellem og barn og barn imellem. Pædagoger skal skabe pædagogisk fagligt stærke udviklingsmiljøer for børnene. Det kræver en høj faglighed og en høj pædagogandel, hvis vi skal løfte det enkelte barn.”

Uddannelse er "ligegyldig"

Over for dagbladet Politiken siger Jens Ive (V), der er næstformand i Kommunernes Landsforenings børneudvalg, at uddannelse er "ligegyldig".

"Jeg ser ikke et generelt behov for det, men behovet kan være der i områder med mange sårbare børn. Vi har sindssygt velfungerende daginstitutioner i Danmark med dygtige medarbejdere. Om de er pædagoguddannede eller ej, er ligegyldigt, det er deres indsats over for børnene, der er det afgørende," siger Jens Ive, der også er borgmester i Rudersdal Kommune, til Politiken.

Præcisering

Hillerød Kommune præciserer, at man tæller andelen af pædagoger op på en anden måde, end Danmarks Statistik gør ifølge BUPL:

"Såfremt tallene trækkes på anden vis (fx inkl. barselsvikarer eller inkl. skoleområdet) kan tallene se anderledes ud," skriver kommunens kommunikationsafdeling i en mail til Hillerød Posten.

Hvis man tæller barselsvikarer og skoleområdet med, er tallet ikke 49 procent, men 56 procent. De 56 procent er en stigning i forhold til året før, hvor det var på 54 procent, hvis man gør andelen af uddannede pædagoger op på den måde.

Top og bund

  • Top tre kommuner med flest ansatte pædagoger: Billund (72 procent), Aalborg (70 procent) og Brønderslev (69 procent)
  • Top tre kommuner med færrest ansatte pædagoger: Samsø (41 procent), Hørsholm (43 procent) og Solrød (46 procent).