Skolelukning sparkes til hjørne
Ingen skoler lukkes umiddelbart - men processen kører videre
NORDDJURS Først den ene vej - og så den anden vej....
Først var det Børneby Mølle, der skulle lukke i bestræbelserne på at redde Norddjurs Kommunes økonomi. Forældre, personale og børn protesterede. Og så kom Toubro Børneby på banen bag de hermetisk lukkede døre i den smalle forligskreds, som fandt sammen i et flertal. Det kastede så nye protester af sig - kulminerende med op til 600 protesterende borgere på plads foran rådhuset i Grenaa, da budgettet for 2019 skulle andenbehandles i kommunalbestyrelsen.
Og her blev det så besluttet - at ingen skoler skal lukke umiddelbart. Politikerne har ikke været stolte ved den kaotiske beslutningsproces, hvor Mølleskolen fik en meget længere høringsperiode - og mulighed for at protestere - end Toubroskolen.
Der er stadig kun lagt op til ét skoletilbud i den sydlige del af kommunen, men den endelige afgørelse om, hvor det tilbud skal ligge, udskydes til 29. oktober. Indtil da gennemføres »en fælles og ligeværdig dialog med repræsentanter for Toubroskolen og Mølleskolen« som der står i aftaleteksten, der blev fremlagt på kommunalbestyrelsesmødet tirsdag som et ændringsforslag. Først derefter tager aftalepartierne endelig stilling. Men en af skolerne ender med at blive lukket.
Kim Larsen mindet
Dansk Folkepartis Steen Jensen havde opgaven med at vælge den indledende sang - og den greb han utraditionelt an, da man for første gang nogensinde gik uden om Højskolesangbogen og lyttede til en indspillet version af Kim Larsens "Pianomand" i stedet for at lade hvert kommunalbestyrelsesmedlem synge med sit næb.
Fra "Pianomand" gik man videre til "Pia-woman", idet man markerede, at det er 25 år siden, Pia Bjerregaard blev valgt ind i politik. Først i byrådet i Grenaa Kommune for Venstre, så for Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen i Norddjurs og nu for Dansk Folkeparti. Den præstation - altså de 25 år i politik - kaster pr. automatik et ridderkors af sig - og det fik Pia Bjerregaard overrakt af borgmester Jan Petersen, (S).
"Du er blevet benådet med ridderkorset af Dannebrogsordenen af hendes majestæt dronning Margrethe - ja sådan hedder det altså," sagde Jan Petersen, der kaldte Pia Bjerregaard for en usædvanlig politiker med stærke følelser og vilje til at følge sit hjerte, inden man gik i gang med den officielle dagsorden.
Ikke ordentlig behandling
Den blev indledt med, at Enhedslistens Ulf Harbo bad om at for forlænget budgetbehandlingen, fordi budgetaftalen indgået mellem S, V og DF er blevet revideret flere gange.
"Den seneste kan endnu ikke ses på kommunens hjemmeside, så ingen borgere eller pressen har haft mulighed for at sætte sig ind i den på forhånd, " sagde Ulf Harbo.
Borgmester Jan Petersen ville vide, om Enhedslisten ville have hele andenbehandlingen af budgettet udsat.
"Jeg synes ikke det har været ordentligt over for borgerne," sagde Ulf Harbo.
Efter Jan Petersens spørgsmål gik man i gang med dagsordenen - med mulighed for at diskutere de indholdsmæssige ting under budgetpunktet.
Her indledte SF's Mads Nikolajsen med at foreslå andenbehandlingen udsat til allersidste frist - mandag 15. oktober, så man har et bedre overblik over de bedre muligheder, som tilskud fra staten har givet Norddjurs.
"Alle i kommunalbestyrelsen har haft adgang til de nødvendige informationer," slog borgmesteren fast.
Usædvanlig enighed
Liberal Alliance var - helt usædvanligt - helt enig med EL og SF i dette spørgsmål.
"Det vil klæde os bedre på - og vi har i forvejen reserveret muligheden for at bruge ekstra tid," sagde Jens Meilvang.
Det afviste både den socialdemokratiske ordfører Tom Bytoft og Venstres Niels Ole Birk.
"Nu skal vi finde fokus og komme videre," sagde Niels Ole Birk.
Alexander Myrhøj, SF, kaldte sig fritidspolitiker og var på arbejde som pædagog i weekenden, og til møder siden, så han havde ikke haft tid til at sætte sig ind på det nye materiale. Og spurgte om det var rimeligt.
"SF og EL smuttede to minutter i lukketid, men det er måneder siden Liberal Alliance sagde farvel - skal de nu lukkes ind i forhandlingerne igen," spurgte socialdemokraten Allan Gjersbøl Jørgensen.
"Når man går ud fra et forhandlingslokale, mister man indflydelse. Sådan er det," sagde Venstres gruppeformand Kasper Bjerregaard.
"Nu har vi forhandlet i måneder. Skal vi så lukke det hele op igen? Nu må det stoppe og forliget skal laves," sagde DF's Steen Jensen.
Der var stort flertal for at få afsluttet budgetbehandlingen. 20-7. For stemte forligspartierne S, V og DF - imod var K, LA, EL og SF.