'Det er smadderærgerligt'
Gaarde beklager, regeringen opgiver at få vedtaget en udligningsreform, der skulle stille kommunerne mere lige
Tirsdag forliste forhandlingerne mellem regeringen og folketingets partier om at lave en udligningsreform, der skulle stille kommunerne mere lige.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) meddelte, at regeringen ikke kunne få opbakning til sit udspil, og at det derfor er opgivet at få vedtaget en reform.
“Der er smadderærgerligt. Der er brugt så megen energi på at få lavet en aftale, og det er alvorligt, at chancen for at få lavet en reform, der kan sikre en bare nogenlunde lige service til landets borgere nu glipper igen. Problemerne er jo ikke gået væk,” siger Skanderborg borgmester, Jørgen Gaarde (S).
LÆS OGSÅ: Skanderborg bliver snydt
“Det mest ærgerlige er, at fakta og saglighed er skubbet tilside. I stedet har det været afgørende, hvad man har kunnet holde til politisk. Så det er følelser og ikke saglighed, der er afgørende.”
“Simon Emil Ammitzbøll-Bille har sagt, at det var en bunden opgave, han var pålagt. Men det har øjensynligt ikke været mere bunden, end at han nu har opgivet at komme igennem med en aftale. Det kan jeg kun beklage. Nu fortsætter urimelighederne,” siger Jørgen Gaarde.
’Fugle på taget’
Har du en ide, om spørgsmålet kan blive taget op igen?
“Det er svært at sige, men ud fra hvad jeg kan læse mig til, så ser det ud til, at det ikke bliver før efter et folketingsvalg. Så der vil gå tid, og i mellemtiden vil de kommuner, der får mere end de burde, fortsat få det i de kommende år,” siger Jørgen Gaarde.
De seks østjyske kommuner, der har stået bag initiativet 'RimeligUdligning.nu', heriblandt Skanderborg, har beregnet, hvad det ville betyde for kommunerne, hvis reformen rettede op på fire konkrete uligheder. For Skanderborg Kommune ville værdien være 80 mio. kr..
Det er dog ikke penge, som Skanderborg Byråd allerede havde regnet ind i budgettet, som det er tilfældet i Aarhus Kommune.
En delaftale er i hus
Jørgen Gaarde peger på, at der trods forhandlingernes sammenbrud, allerede ér indgået en delaftale, der skal rette op på fejl hos Danmarks Statistik over udlændinges uddannelsesniveau.
Det betyder, at Hovedstaden uretmæssigt er blevet forgyldt med cirka en halv mia. kr. årligt, som nu skal gå til andre kommuner.
“For Skanderborg Kommune betyder det, at vi modtager yderligere mellem tre og fem mio. kr.,” siger Jørgen Gaarde.