Fortsæt til indhold

Seriefodbold: Straffespark blev afgørende for IFM i bundgyseren mod Auning IF

IF Midtdjurs trak det længste strå i fredagsgyseren mod Auning IF. Anel Alagic scorede kampens eneste mål på straffespark

Samfund
Af Martin Schultz

Det var noget af en fredagsgyser, da IF Midtdjurs fredag aften tog imod lokalrivalerne fra Auning IF på kunstgræsbanen AC Huse Park på IFM’s anlæg i Ryomgård.

Med en sejr kunne bundholdet Auning IF nemlig hale godt ind på IF Midtdjurs, som efter en kort opblussen med tre sejre i træk ikke rigtig har fået point ud af sæsonens kampe. Auning IF ligger under nedrykningsstregen, og sæsonen har været stolpe ud for det ellers spillemæssigt dygtige hold. Men i de sidste fem kampe har Auning IF med en sejr og tre uafgjorte kampe hentet seks point, så en sejr ville bringe holdet a point med IF Midtdjurs i en mere og mere spændende afslutning i bunden af Djurslandspuljen i Serie 3.

Men på et mål af Anel Alagic godt et kvarter ind i 2. halvleg blev det IF Midtdjurs, som løb med pointene i en meget jævnbyrdig og velspillet kamp.

”Det var en rimelig lige kampe, men set over hele kampen var det fortjent at vi vandt,” siger IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.

”Vi har en teoretisk mulighed for at redde os i Serie 3 og den går vi efter. Vi spiller vores chance, og vi skal vinde de næste tre kampe. Vi trækker den så længe vi kan,” siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen.

Anel Alagic blev kantet i feltet

”Det var dejligt. Vi vandt med 1-0,” lød kommentaren til kampen fra IF Midtdjurs’ holdleder Klaus Fanø.

De tre point gav luft til nedrykningsstregen for IF Midtdjurs, som fredag aften skal ud i endnu et vigtig opgør i bunden af rækken mod Åstrup/Hammelev IF. De to hold ligger side om side over nedrykningsstregen med 12 point, men Åstrup/Hammelev IF vandt den første kamp med 4-1, så der skal en ordentlig sejr til, hvis IF Midtdjurs skal blive bedst i de indbyrdes opgør.

”Det var en chancefattig kamp mod Auning IF. Anders Friis fra Auning IF havde en friløber i 1. Halvleg, som vores målmand Troels Gudumlund reddede. Vi blev trykket sidst i 1. halvleg, men uden at Auning IF blev farlige,” siger Klaus Fanø.

”Vi havde mange farlige omstillinger i 2. halvleg hvor Arkii Malik var god til at holde på bolden. Han sendte også Anel Alagic af sted efter godt 60 minutter. Anel gik venstre om i stedet for højre og blev kantet, og dommeren var ikke i tvivl om, at der var straffespark. Anel tog bolden og sparkede den sikkert ind,” fortæller Klaus Fanø.

Hele holdet kæmpede godt og leverede en rigtig fighter indsats. Mads Høegh var blevet hentet hjem til kampen direkte fra job og stod godt i defensiven. Arkii Malik var rigtig god til at holde fast i bolden, og Anel Alagic var god i offensiven,” siger Klaus Fanø. IF Midtdjurs var uden holdets anfører Mikkel Fanø, som brækkede armen til træning forleden og tidligst er klare til sæsonens sidste kamp mod Mørke IF.

IF Midtdjurs spiller fredag aften på udebane mod Åstrup/Hammelev IF.

Vil få bragt skibet på ret køl igen

”Det var en rigtig vigtig kamp for begge hold. Vi taber 1-0 i en meget lige og intens kamp, hvor IF Midtdjurs har deres perioder og hvor vi har vores overtag. Det lignede et uafgjort resultat, men kampen kunne gå begge veje. Så bliver et straffespark kampafgørende,” siger Auning IF’s træner Claus Svenningsen.

”Vi har nogle rigtig store chancer og Anders Friis er alene igennem tre gange, men målmanden afværgede chancerne. Men IF Midtdjurs har også deres chancer, og holdet har nogle offensivspillere, som gjorde ondt på os, så vi ikke kunne løsne speederen. Vi kunne ikke satse hele butikken, men måtte finde en balance,” siger Claus Svenningsen.

Stemningen var trykket i Auning IF’s omklædningsrum efter nederlaget.

”Vi spiller vores chance. Vi er afklarede med situationen og har det godt med hinanden. Vi er interesseret i at få bragt skibet på ret køl,” siger Claus Svenningsen, som har spillernes opbakning som træner - også hvis det skulle blive til en nedrykning.

”Jakob ”Jaksi” Bak og Anders Friis spillede godt, men vi manglede slutproduktet: vi skal også få scoret nogle mål,” slutte Claus Svenningsen.

Auning IF tager imod TRIF søndag kl. 13.00 på Auning Stadion.