Så rundede Terma 400 medarbejdere i Grenaa
Udviklingen ventes at fortsætte i positiv retning
GRENAA Mandag 15. oktober bød Terma igen nye medarbejdere velkommen på afdelingen i Grenaa, og dermed runder medarbejdertallet lige præcis 400.
Det blev markeret med flag og vin til de tre nye og en uformel velkomsttale af HR-chef Kirsten Nielsen Sørensen. Mandag eftermiddag var der kage til alle kolleger.
Medarbejdertallet hos Terma i Grenaa er steget meget de seneste år, fra cirka 250 i 2014 til i dag at runde 400, og udviklingen forventes at fortsætte også i de kommende år.
Det er især i produktionen, der er ansat medarbejdere, både faglærte, tillærte samt lærlinge, som der er 13 af i dag mod to i 2014.
Cirka 350 af de 400 medarbejdere på fabrikken i Grenaa er bosat på Djursland, heraf 250 i postnummer 8500 Grenaa. Men også Randers-området er godt repræsenteret med næsten 30 medarbejdere og Aarhus-området med 15, mens nogle få medarbejdere har adresse endnu længere væk. Hertil kommer, at der er kolleger med rødder i USA, England, Irland og Skotland, der har valgt at bosætte sig og arbejde med flyindustri i Terma.