Fortsæt til indhold

Bid dig fast i bordkanten, borgmester

Byrådsmedlemmer med kraftig kritik af ambulanceresponstider

Samfund
Claus Sonne

Tag et møde med formanden for Regionsrådet og bid dig fast i bordkant, gulvtæppe og andet bidbart, indtil der kommer en løsning.

Sådan lød opfordringen fra flere byrådsmedlemmer til borgmester Jørgen Gaarde (A) på sidste uges byrådsmøde. Og selv om det kan lyder muntert, så er anledningen til opdringerne ganske alvor. Det handler nemlig om ambulancerne er lagt fra at indfri de opstillede målsætninger, når det gælder om at nå hurtigt nok frem til flere lokaliteter i kommune. Hørning og Låsby er hårdt ramt her, men helt galt ser det ud for Ry.

Thomas Cordtz (C) kaldte situationen for dybt kritisabel, mens John Haarup Laursen (DF) satte ordet katastrofalt på situationen, der også tæller en omlægning af den såkaldte 112-førstehjælperordning, der blev indført i efter 2017.

"Nu vil Regionen lave det om, så folk, der hverken er blevet uddannet eller får efteruddannelse skal hjælpe med at redde liv. Det giver ikke mening," sagde Haarup Laursen.

Radikales Tage Nielsen var den første, der opfordrede borgmesteren til at tage et møde med partifællen Anders Kühnau, der er regionsrådsformand.

"Vi må erkende, at vi, trods masser af dialog, stadig ikke er lykkedes på dette område, der helt bogstaveligt kan handle om liv eller død. Så tag endelig det møde," lød opfordringen, der blev støttet af Birthe M. Andersen (V).

"Hidtil har det været som at slå i en dyne. Jeg håber, at et møde kan gøre en forskel," sagde hun.

Jørgen Gaarde lovede at tage kontakt til Anders Kühnau.

"Jeg er dog ikke overbevist om, at det er nok, så jeg opfordrer alle i byrådet til at tage kontakt til deres politiske bagland og skubbe på," lød det fra den måske bordkantsbidende borgmester.

Hidtil har det været som at slå i en dyne. Jeg håber, at et møde kan gøre en forskel

Birthe M. Andersen (V)