Fortsæt til indhold

Cliff Richard fejrer 60 år på scenen

Koncerter vises på lærredet i Kino i Grenaa

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Hvem skulle tro det, men i 2018 har den engelske sanger Cliff Richard fejret, at han nu i 60 år har underholdt ikke mindst alverdens kvinder med sin stemme, sine sange og sit sceneshow. Dette bemærkelsesværdige jubilæum er blevet fejret med en række store koncerter rundt om i Europa, og ud fra disse koncerter er der produceret en stor koncertfilm med alle Cliff Richards bedst kendte numre. Der er nu mulighed for at opleve denne koncertfilm i Kino i Grenå, som byder på et stort Cliff Richard Show onsdag 24. oktober klokken 20 og søndag 28. oktober klokken 16. Det er umiddelbart efter hans to koncerter i Musikhuset i Aarhus.

Cliff Richard fik sit gennembrud som rocksanger i slutningen af 1950'erne, og han blev dengang opfattet som det engelske modstykke til amerikanske Elvis Presley. Men i løbet af tresserne skiftede han til en blødere musikstil, og han opfattes i dag som en af tidens mest succesrige popsangere. Når Cliff Richard lagde den hårdere rockmusik bag sig, hang det til dels sammen med, at han i 1964 åbent bekendte sig til kristendommen, hvilket betød at både hans musik og hans sceneoptræden blev mere afdæmpet – Cliff blev kort sagt den pæne dreng på tidens musikscene.

Gennem sin karriere har Cliff Richard slået adskillige rekorder – blandt andet kan det nævnes, at han er den britiske kunstner der har solgt flest singleplader i Storbritannien – flere end the Beatles! For sin indsats for britisk musik blev han som den første populærkunstner slået til ridder i 1995. Cliff Richard har bevaret sin popularitet ikke mindst i Danmark, som han gang på gang er vendt tilbage til på sine turneer rundt om i Europa. Ikke mindst kvinder i alle aldre hører til hans trofaste publikum.

Filmkoncerterne i Kino indledes af Poul Nowack, der ejer Memory Lane Rockmuseum på Fuglsøcentret, og der vil være flere overraskelser – bl.a. lodtrækning om flere Cliff-præmier.