Fortsæt til indhold

Torvet i Grenaa nomineret til brolæggerpris

Samfund
Arkiv

Brolæggerlauget under Dansk Industri har nomineret det nye torv i Grenaa som en af kandidaterne til årets Brolæggerprisen.

Det er 33. gang, at Brolæggerlauget uddeler Brolæggerprisen, der går til et nytænkende og iderigt brolæggerprojekt. Nordjurs Kommune er indstillet som bygherre på det nye torv foran rådhuset i Grenaa - måske lidt paradoksalt, idet torvet endnu ikke er indviet, fordi den væsentlige del, Skålen, endnu ikke er afleveret.

Fugearbejdet var ikke af en kvalitet, så det kunne rumme vandet fra springvandet, så de seneste måneder er fugerne en efter en blevet udskiftet.

"Brolæggerprisen er en anerkendelse af, at der findes masser af brolæggerarbejde i rigtig høj kvalitet, der samtidig er med til at skabe smukke og gennemtænkte byområder med plads til liv," siger sektionskonsulent i Dansk Byggeri Mikael Mortensen.

Inspireret af fortiden

Arkitekterne fra Shønherr, som har tegnet det mønster, brostenene er lagt i, har været inspireret af det gamle dampvæveri, der i midten af 1900-tallet beskæftigede en tiendedel af Grenås befolkning. Derfor ligner mønstret mekaniske hjul. Brolæggervirksomheden DanJord har lagt mønsteret i chaussésten og klinker. Derudover er der placeret en 450 kvadratmeter stor skål med springvand - som altså endnu ikke virker - og omkransende træer på midten af torvet.

De andre projekter, der kæmper om prisen, er Vallensbæks bugtede promenade, Danmarks længste gågade i Esbjerg, Ringsteds smukke og klimasikrede torv og Tingbergs meget præcise og iderige brolægning foran kulturhuset.

Brolæggerprisen bliver uddelt 25. oktober. Med titlen følger 25.000 kroner, der skal bruges til udvikling i brolæggerfaget.