Netværk i Aarhus Syd: "Du skal ikke kun komme for at drikke kaffe"
Virksomhedsfællesskabet telefonHuset skabe vil, med hjælp fra en tidligere DR-vært, skabe erhvervsnetværk i lokalområdet
I Tranbjerg vil de skabe netværk. Netværk for selvstændige erhvervsdrivende, som kan sparre og danne relationer.
"Du skal ikke kun komme for at drikke kaffe og spise rundstykker. Det er i hvert fald ikke derfor, at jeg kommer. Jeg skal have netværk ud af det. For mig skal det være professionelt," understreger Kurt Lynge Christensen, ejer af Dansk Byggerådgivning og deltager i netværksarrangementet 'Vækst gennem netværk'.
Arrangementet finder sted 9. november, hvor den tidligere TV-vært fra DR-programmerne 'Rabatten' og 'Rene ord for pengene', Henrik Dahl, vil komme med eksempler på, hvor man kan skabe resultater i sit salgsarbejde, med hjælp fra et godt netværk.
Kurt Lynge Christensen er én af mange virksomhedsejere, som deltager. Men han er også med i andre erhvervsnetværk.
"Det betyder meget, at man har kontakter i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at man har andre erhvervsfolk i samme situation, som kan hjælpe en med de problemstillinger, man kan står med som selvstændig," fortæller Kurt Lynge Christensen, som ser frem til en netværksdag, hvor det, ifølge ham, handler om at bidrage.
"Hvis man tilmelder sig, så skal man bidrage. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, og man kan ikke bare læne sig tilbage. Men hjælper du andre, så hjælper de også dig en anden gang."
Et frø skal sås
Arrangementet er startet af telefonHuset, som inviterer til inspirationsforedrag og praktisk indsigt i, hvordan virksomheder kan vækste deres forretning gennem netværk.
"Det er et møde for folk, der ikke har netværket så meget før. Målet er, at de i løbet af halvanden time finder ud af, hvordan det fungerer," fortæller Henrik Dahl.
Henrik Dahl har skabt et businessnetværk med anderledes netværksøvelser og oplæg, der giver udbytte. For ham handler det om, at folk skal tale sammen som forretningsdrivende.
"Der skal sås et frø til selve arrangementet, og så har folk så efterfølgende mulighed for at bevare det og danne et netværk."
"Tidligere var det oftest firmaer, der solgte varer. Nu er det personer, der sælger. Og hvis man har tillid til mennesker, så er der større chancer for at finde en løsning," siger den 54-årige Henrik Dahl, der ikke lægger skjul på, hvad han håber på, at deltagerne går hjem med.
"Der er ingen, der herfra fra og er klar til et international marked med én specifik vare, som de kun sælger i Aarhus. Men man får en mulighed for at give små fif og hjælpe hinanden i hverdagen, og det er dét, som det hele handler om."