Borgermøde om Bering-Beder-vejen: "Den kommer til at give et kæmpe løft"
Vejen har været på tegnebrættet i mange år, men nu skrider det frem i arbejdet. Næste år forventes det, at entreprenørarbejdet kan sættes i gang
Alle forundersøgelser i området, hvor Bering-Beder-vejen skal anlægges, er blevet gennemført. Aktuelt er Moesgård Museum ved at foretage større arkæologiske udgravninger. Så snart de er færdige, starter projekt Bering-Beder-vej for alvor, hvor man gerne vil høre lokalsamfundets syn på projektet.
"Når alt er ryddet af vejen, så giver det plads til vores entreprenør, som for alvor kan komme i gang med arbejdet," fortæller projektleder Carsten Thomsen, som tilføjer, at der arbejdes hårdt på at få styr på jordfordelingen i området.
"Vi er ved at finde ud af, hvordan jorden skal drives af landmændene i området. Vi skal til at skære marker tværs over, og for at de landmænd kan få noget fornuftigt at drive deres virksomheder på efterfølgende, så skal der laves nogle aftaler," siger projektlederen.
Det handler ligeledes om at engagere de lokale borgere, og derfor er der indkaldt til borgermøde 24. oktober.
"Det er en god idé at møde op og få syn for sagen. Man kan eksempelvis få en masse information omkring støj, og vi vil derudover prøve at forklare de processer, der er i gang. Hvis man har interesse i at være en del af projektet, så er det her, at man skal møde op."
Tid og penge
Det bliver først i efteråret 2019, at entreprenørarbejdet for alvor bliver sat i gang, fortæller Carsten Thomsen.
"Der er flere større bygværker, der skal projekteres. Vi vil gerne have gang i det hurtigst muligt, men der er flere ting, der skal på plads først," siger Carsten Thomsen, der dog understreger, at der bør være en fornuftig tidsplan på den anden side af julen.
Selve prisen på Bering-Beder-vejen løber op i 470 millioner kroner.
"Vi regner med at bruge det, der er afsat til projektet. Vi har brugt meget tid på at kigge på budgettet, og vi regner ikke med, at vi kommer til at overskride det."
Ligesom mange andre borgere i lokalsamfundet, så ser projektlederen også frem til, at den endelig vej kommer til at stå færdig.
"Vejen kommer til at aflaste meget trafik i de lokale bysamfund. Der er mange små gamle landeveje, som er snoede og smalle med dårlig oversigt, og her er det klart, at Bering-Beder-vejen kommer til at give et kæmpe løft," siger Carsten Thomsen, der tilføjer, at støjen er noget, der er stort fokus på.
"Det er en væsentlig faktor, og det er noget, som folk bliver berørt af. Vi skal sikre, at vi kan eksistere på fornuftig vilkår efterfølgende," lyder det fra projektlederen.
Borgermødet finder sted i Grønløkkehallen, Grønløkke Allé 7, Tranbjerg, onsdag den 24. oktober klokken 19-21.