Debat: Åbent brev til borgmesteren: Rævekager i Skanderborg?

"Et enigt Byråd har vedtaget...." er en sætning, vi har set/hørt rigtig mange gange de senere år.

Det lyder rigtig smukt.

Men er det et tegn på, at alle er enige om alt?

Eller et tegn på, at demokratiet er sat ud af spillet og erstattet af rævekager bagt bag lukkede døre?

Seneste eksempel er flytningen af Museum Skanderborg fra Adelgade til Posthuset mellem jernbanen og den 4-sporede Jernbanegade få hundrede meter fra E45 – et trafikalt knudepunkt uden atmosfære.

Rævekagen består ganske enkelt i, at Museum Skanderborg flyttes, så ejendommen - en attraktiv grund ned til Lillesø kan sælges – måske med en nedrivningstilladelse til den bevaringsværdige bygning og en forhøjet bebyggelsesprocent?

Modellen er gennemprøvet bl.a. i forbindelse med salget af det gamle rådhus, Adelgade 44. Byrådet legaliserer nedrivningen af de eksisterende bygninger gennem en ny lokalplan og et tillæg til kommuneplanen, der muliggør byggeri i 4-6 etager og med en meget høj bebyggelsesprocent.

Bebyggelsesprocenten er et udtryk for størrelsen af husets størrelse i forhold til grundarealets størrelse – og dermed et udtryk for, hvor meget der må bygges, og hvor hårdt grunden må udnyttes.

Eksempelvis er bebyggelsesprocenten i et parcelhuskvarter ofte 25 procent lig med store grønne områder, hvor husets etageareal maksimalt udgør 1/4 af grundarealets.

I modsætning hertil var bebyggelsesprocenten i 1880'erne på det indre Nørrebro i København typisk oppe på 200 - 300 procent lig med høje huse med få friarealer.

En høj bebyggelsesprocent muliggør opførelsen af flere etagemeter, og er derfor ensbetydende med en højere pris for grundarealet.

Beklageligvis er en høj grundpris ikke en garanti for arkitektonisk høj kvalitet i byggeriet.

Modellen er juridisk helt legal, hvis plangrundlaget er udført korrekt og etik og moral ikke indgår i overvejelserne, som eksempelvis ved salget af 'Den Hvide Skole' på Krøyer Kielbergs Vej, hvor kommunen havde så travlt med at forhøje bebyggelsesprocenten, at man glemte, at loven skal overholdes - også i forhold til lovpligtige høringer.

Vi må håbe på, at etik og moral kommer til at spille en større rolle, når/hvis Sølund skal sælges?

Udover at være grundsælger er kommunen også den lokale bygningsmyndighed, der skal tilgodese almenvellets og den enkelte borgers interesser i byggesager - dels via den landsdækkende byggelovgivning dels via kommune- og lokalplaner.

Lovene og planerne er ikke lavet for at genere folk, men for at tilgodese den enkeltes interesser og regulere forholdet til omgivelserne og naboerne, som f.eks. indbliksgener, skyggevirkninger brand- og miljøforhold etc.

Derfor bør man være varsom og tilbageholdende med at ændre på kommune- og lokalplaner - det har næsten altid stor indvirkning på naboerne og fører til den velkendte: Når han får lov, så skal jeg også have lov.

Rigtig mange mennesker har sat deres lid til, at deres nærmeste omgivelser var regulerede af disse af lokal- og/eller kommuneplaner, så alle ved, hvad de kan og ikke kan nu og i fremtiden.

Det er derfor beskæmmende, at indsigelser mod at et privat projekt på Adelgade tillades opført i 6 etager + kælder og tagterrasse med en bebyggelsesprocent på 250 blot affærdiges med bemærkninger om, at kommuneplanen tillader et højhus på Kvikly-grunden, og at indbliksgener og skyggevirkninger er noget man må leve med i byen.

Oprindeligt var Lille Nyhavn en smuk vision.

Det er trist, hvis det nu ender med at blive næsten dobbelt så højt som forbilledet i København.

Ikke underligt, at projektet i folkemunde er omdøbt til Store Nyhavn eller Lille New York.

Det er positivt, at byens borgere får lejlighed til at gøre indsigelser frem til 7. dec. 2018!

Og at det for en gangs skyld ikke er et enigt byråd, der synes, at 6 etager og bebyggelsesprocent på 250 på det sted er en god idé.

Måske er der et lille håb om, at rævekagernes tid er ved at være forbi?