Seriefodbold: Himmelstormerne fra AC Norddjurs er klar til at udfordre topholdet
Efter en 3-1 sejr over Åstrup/Hammelev IF skal oprykkerne fra AC Norddjurs lørdag i direkte duel med Østdjurs 91 om førstepladsen i Djurslandspuljen i Serie 3
Det er nok mere end oprykkerne fra AC Norddjurs lige have regnet med, men lørdag eftermiddag kan det unge og talentfulde hold faktisk vippe rækkens duks Østdjurs 91 af pinden, når de to hold mødes i direkte duel på Trustrup Stadion.
Lørdagens kampe magede det nemlig således, at topholdet Østdjurs 91 overraskende tabte med 3-2 til rækkens bundhold Mørke IF, mens AC Norddjurs på udebane på Aastrup Stadion fredag aften besejrede Åstrup/Hammelev med 3-1.
De to resultater betyder, at AC Norddjurs med en sejr på lørdag kan lægge sig på førstepladsen et point foran Østdjurs 91. Vinder Østdjurs 91 kampen, slår topholdet til gengæld et hul på fem point ned til AC Norddjurs på andenplads med to kampe tilbage at spille.
”Det glæder vi os til. Det bliver en sjov kamp. Det er altid sjovt at spille en topkamp, og vi har revanche til gode. Den plet vil vi godt have vasket ren,” siger AC Norddjurs’ træner Claus Koch med henvisning til, at Østdjurs 91 vandt sæsonens første kamp mod AC Norddjurs på Stenvad Stadion med lammende 6-0.
Der forventes mange tilskuere til topopgøret, som spilles lørdag kl. 15.00 på Trustrup Stadion.
Banens mindste scorede på hovedstød
AC Norddjurs gav sig selv et godt udgangspunkt til kampen mod Østdjurs ved at vinde 3-1 over Åstrup/Hammelev IF i en aftenkamp på Aastrup Stadion.
”Det var en kamp, som vi havde forventet den. Åstrup/Hammelev IF stod dybt og afventende og lod os have bolden. Det er de gode til, og derfor blev det en tæt kamp, hvor de holdt os i kort snor,” siger Claus Koch.
AC Norddjurs blev tidligt i kampen ramt af en udvisning efter et gult kort til Mathias Koch, men selv i undertal kunne holdet score, da Malthe Engelund blev spillet i dybden. Han satte to-tre mand og kom fri inden han scorede med det kolde venstreben.
”Men Åstrup/Hammelev IF pressede os, mens vi var i undertal, og hjemmeholdet holdt presset på os, for vi fandt ikke rigtig fodfæste, da vi blev fuldtallige. Kort før pausen udlignede Åstrup/Hammelev IF efter et hjørnespark,” siger Claus Koch, som sendte sine spillere ud til 2. halvleg med beskeden om at sætte mere speed på og spille bolden hurtigere.
I det første kvarter brændte AC Norddjurs tre-fire100 procent chancer inden banens mindste Isak Isaksen timede sit opspring perfekt og kunne heade et hjørnespark i nettet til 2-1 til AC Norddjurs.
”Det knækkede Åstrup/Hammelev, og kort før tid kunne Frederik Laursen score efter et godt opspil i venstre side, hvor bolden blev lagt ind i feltet,” fortæller Claus Koch. Frederik Laursen blev valgt til kampens spiller.
”Det var en fortjent sejr, og jeg er tilfreds med hele holdets indsats,” siger Claus Koch.
Spillede det bedste fodbold længe set
”Det var en god fodboldkamp, som vi var godt med i. Vi havde fortjent et point, for jeg synes ikke, at AC Norddjurs var bedre end os,” siger Åstrup/Hammelev IF’s træner Kim Busse, som endnu engang måtte ud og samle et nyt hold efter mange afbud til kampen.
”AC Norddjurs stillede sig afventende og kørte på omstillinger, og det havde de succes med. De kom foran på et flot mål af Malthe Engelund, men vi fik udlignet på et hovedstød efter et hjørnespark ved Jonathan Henig. Og Jonathan havde også en kæmpechance fem minutter før han scorede,” siger Kim Busse.
”Vi spillede bedre end vi plejer og spillede det bedste fodbold længe. Vi kom også frem til mange afslutninger, og Frederik Hougaard brændte et par store chancer. Vi var med hele vejen, men var uheldige med nogle dommerkendelser. Da vi satsede for at jagte en udligning til sidst, fik AC Norddjurs scoret til 3-1,” siger Kim Busse. Anfører og midterforsvarer Emil Block blev valgt til kampens spiller på Åstrup/Hammelev IF’s hold.
Mens AC Norddjurs lørdag skal spille topopgør mod Østdjurs 91, tager Åstrup/Hammelev IF fredag aften imod IF Midtdjurs i en vigtig kamp i den mindre sjove ende af tabellen. Med tre kampe tilbage at spille kæmper bundholdene Auning IF og Mørke IF deres chance for at indhente Åstrup/Hammelev IF og IF Midtdjurs.
”Vi må ikke tabe IF Midtdjurs på fredag, for får vi point, er vi bedst indbyrdes,” siger Kim Busse om det vigtige pointpuslespil i nedrykningskampen.