Fortsæt til indhold

Ebeltoft og omegn samler ind til Dansk Flygtningehjælp

Mange lokale i Ebeltoft og omegn har allerede tilmeldt sig som indsamlere til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling søndag den 4. november.

Samfund
Arkiv

EBELTOFT Borgerne i og omkring Ebeltoft er klar til at samle ind til verdens flygtninge den 4. november. Adskillige har allerede meldt sig til at tage den 3 timers gåtur, der skal til, fortæller koordinator for Dansk Flygtningehjælp i Ebeltoft, Ruth Skovgaard

”Det er så flot, at rigtig mange her på egnen gerne vil engagere sig og gøre en forskel for de mennesker, som er blevet tvunget på flugt. Den bedste måde at hjælpe på er jo faktisk ved at gå på gaden for os søndag den 4. november. Tre timer af folks tid kan være livsgivende for en flygtningefamilie, det betyder virkelig noget,” siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Dansk Flygtningehjælp samler ind over hele landet, og på tre timer kan du samle cirka 1000 kr. ind. Pengene er målrettet Dansk Flygtningehjælps internationale hjælpearbejde, og for blot 1000 kr. kan man bygge et nyt hjem til 5 familier, sikre rent drikkevand til 150 personer i en måned, eller skaffe sæbe og køkkengrej til 10 familier. Pengene fra årets indsamling går især til rohingyaerne i verdens største flygtningelejr i Bangladesh og til familier på flugt i og omkring Syrien.

Traditionen tro er Den Europæiske Filmhøjskole udleveringssted, så det er her, du skal møde op på selve dagen.

Du kan stadig nå at tilmelde dig som indsamler for Dansk Flygtningehjælp søndag den 4. november på tlf. 3373 5111 eller www.flygtning.dk/li.