Beviset er i hus: Spring sikkert sammen med HGF
DGI har certificeret Hammel Gymnastik Forenings gymnastikafdeling
Hammel Gymnastik Forenings gymnastikafdeling blev i august lige før sæsonstart certificeret som SpringSikker forening af DGI.
Et kvalitetsstempel der gælder i tre år og er et mærke på, at der er tænkt tanker, lavet beskrivelser, mål og handleplaner for arbejdet i foreningen på fem forskellige parametre, fortæller afdelingen i denne pressemeddelelse.
"Vi var ikke selv klar over det, men rigtigt mange af de ting, vi har arbejdet med i flere år, ligger så tæt på de krav, der stilles til en Springsikker forening," lyder det fra gymnastikformand Magnus Thomsen.
De fem parametre har været:
- Bestyrelsesansvar og – opgaver
- Instruktørkompetencer
- Redskaber, fysiske rammer og faciliteter
- Engagement i springtræningen
- Sikkerhed
Træneruddannelsen
HGFs gymnastikafdeling har i mange år prioriteret uddannelse af trænere højt og arbejdet målrettet med, at få alle unge trænere på kursus.
"Samtidig har vi en ide om, at hvis vi opfordrer vores trænere til at deltage på hold i andre foreninger, vil de automatisk få inspiration til nye tiltag og føre det tilbage til vores forening."
"Denne måde at arbejde på har ikke alene tiltrukket nogle virkelig dygtige og engagerede trænerer, men også resulteret i, at de kom med ideen om at vi skulle blive en Springsikker forening," siger Magnus Thomsen.