Smukfest afholdes ulovligt
Smukfest er ulovlig, mener borger. Borgmesteren afviser
Afholdelsen af Smukfest strider mod Naturbeskyttelsesloven, mens den planlagte udvidelse af festivalen strider mod Skovloven.
Det skriver Jens H. Johnsen fra Galten i et høringssvar i forhold til planerne for Dyrehaven og Smukfest. Hele høringssvaret kan ses på kommunens hjemmeside.
Men kan det virkelig passe, at Smukfest gennem snart 40 år har været ulovlig? Og at de planlagte ændringer også er ulovlige? Det har UgeBladet spurgt borgmester Jørgen Gaarde (S) om.
"Det har i processen være klart, at en udvidelse af rammerne for festivallenkræver en nærmere myndighedsbehandling og indhentning af tilladelser fra relevante myndigheder for at realisere udvalgets anbefalinger om udvikling af Dyrehaven," siger Gaarde og fortsætter:
"Denne myndighedsbehandling er sat i gang og forventes afsluttet i november. Det omhandler dels en dispensation fra skovloven, hvor Miljøstyrelsen er relevant myndighed, dels en landzonetilladelse, hvor Skanderborg Kommune er den relevante myndighed."
Jørgen Gaarde fortæller desuden, at de relevante myndigheder løbende har været orienteret om udvalgets anbefalinger, og det har været hans opfattelse, at anbefalingerne i vidt omfang vil kunne gennemføres inden for lovgivningen.
"Kommunens administrationen er ikke enig i at festivalen er i strid med naturbeskyttelsesloven, og for at være sikker har Skanderborg Kommune fået det bekræftet eksternt ved en advokat."
"I et høringssvar fra en borger lyder det, at festivalen som sådan er ulovlig for en kommune at støtte. Det vil sige udlån af skoven m.v. Herom har Indenrigsministeriet imidlertid - tilbage i 2007 - klart fastslået, at kommunen lovligt kan involvere sig i festivalen,, da den er foreningsdrevet og overskuddet anvendes til almennyttige formål," siger borgmesteren.
cns