Debat Norddjurs: Beslut at vores børn skal være blandt de bedste, der kommer ud af den danske folkeskole
"Åbent brev til Norddjurs Kommunalbestyrelse.
Selv om ingen ønsker det, at der skal opstå uventede situationer og økonomisk smalhals, så kommer man ofte ud på den anden side i en bedre form end man kom ind. Det ligner lidt den situation, som en tidligere chef sagde, da han fyrede mig: det er den ultimative mulighed for at prøve noget andet!
Kære politikere i Norddjurs kommunes bestyrelse.
Den øvelse som I har være igennem op til og under løsningen af det kommende års budget for vores kommune, virker det til, set udefra, at der er tænkt: vi gør som vi plejer? Hæve skatten og skære ned, hvor det gør mindst ondt - set med politiker-øjne. Det opleves så modsat af alle der rammes af nedskæringer. Det gør ondt, og mange gode samfundsborgere vender sig i mod jer. Forståeligt. Ingen kan se, hvorledes i kommer i mål, uden at det går ud over flere endnu. Ingen kan se jeres mål.
Hvor er vores skolepolitik?
Senest var det skolerne syd for Grenaa som var i spil. Men hvad var det, der var og er i spil. Mursten, intet andet end mursten. Gamle brugte skoler.
Hvor er børnene?
Norddjurs Kommune har gennem rigtig mange år haltet bagefter i ”klassen”. Vores børn kommer ud af folkets skole uden de rette kompetencer, sammenlignet med andre og sammenlignelige kommuner.
Kære politikere, hvis i vil gøre vores kommune en uvurderlig beslutning, så sæt mål for vores børn. Beslut at vores børn skal være blandt de bedste, der kommer ud af den danske folkeskole og find ud af, hvorledes det skal gøres. Få lavet en undersøgelse; få vores egne pædagoger sammen med landets bedste pædagoger og forskere til at lave denne plan.. Og hold den så fast på sporet de næste 10-15 år, så resultaterne nås. Det tager tid. Det kræver ikke mod, men handling. I har alles opbakning hertil
Så finder i og vi andre nok ud af, om de mursten (bygninger), der ligger syd for Grenaa og andre steder i kommunen, er de rette."