Gymnasieelever bag flot indsamling
Skanderborg Gymnasium sender knap 172.000 kr. til Filippinerne
I uge 41 afsluttede gymnasieeleverne på Skanderborg Gymnasium deres indsamling til Stairways arbejde med at støtte fattige og udsatte børns skolegang og sundhed på øen Mindoro i Filippinerne.
Eleverne har været meget engagerede i arbejdet med at finde ideer til, hvordan der kunne tjenes penge og det har resulteret i, at årets indsamling lander på 171.888,25 kr.
Oven i dette kommer, at Stairways samarbejdspartner Tondo Foundation har besluttet at doble op på Skanderborg Gymnasiums indsamlingsresultat i år. Dette gør de for at støtte engagerede og handleorienterede gymnasieelevers initiativer samtidig med, at det også passer ind i fondens sociale arbejde i Sydøstasien.
Det er rigtig mange penge, der nu skal til at gøre gavn i et område, hvor 200 kr. kan finansiere skolegang for et barn i to måneder eller en hel dags lægehjælp i en landsby.
Eleverne har mødt stor opbakning i lokalområdet ved at forretninger har sponsoreret præmier, mens virksomheder og private har tilbudt forskellige småjobs og familie og venner har støttet op om klassers forskellige arrangementer, ligesom mange har lagt et beløb i indsamlingsbøsserne.
For gymnasiet er målet med indsamlingsprojektet at træne elevernes evne til at få gode ideer og få dem ført ud i livet, samt at øge bevidstheden om deres rolle i verden og at handle ud fra et globalt perspektiv.
"En stor tak til alle, der har bidraget," lyder det fra eleverne bag indsamlingen.
cns