Fortsæt til indhold

Debat Syddjurs: Vi er klar, Michael, hvis du kigger til blå side

Samfund
Marianne Kierkegaard (V), Syddjurs Byråd:

"1.januar går jeg ind i mit 10. år i Syddjurs Byråd og samtidig starter et nyt budgetår, hvor Venstre for første gang ikke er med i budgetforliget. Det har langt fra været Venstres ønske, da vi ønsker at tage medansvar for kommunens budget, og vi ønsker det brede samarbejde i Byrådet, som er lykkes så godt i de forrige budgetår. Det gik faktisk også rigtig godt et langt stykke ad vejen i budgetforhandlingerne.

Jeg vil som næstformand i Sundhed-, Ældre og Socialudvalget glædes over de budgetsager, som Venstre her gik til forhandlingerne med og som er kommet med i Budgetforliget. Der investeres over de kommende år 14,5 mio. kr. i velfærdsteknologi, som skal frigøre varme hænder til omsorg og som giver borgerne større frihed, selvstændighed og uafhængighed i hverdagen. Det er værdighed i ældreplejen. Der er afsat midler til døgndækket tilbud til sårbare voksne, der gives ekstra timer til beboere på plejecentre via en fortsættelse af klippekortsordningen, og arbejdsmiljøet forbedres for sygeplejerskerne, som pt. hører til i midlertidige lokaler. Alle sager, som vi i Venstre er glade for kom med i forliget.

Desværre valgte forligspartierne at beskære ældreområdet med 2 mio. kr. og ikke stole på demografifremskrivningen. Dette synes Venstre ikke er en farbar vej at lægge budget på især, når vi i indeværende år kan se der er meget pres på budgettet til hjemmeplejen for at kunne overholde serviceniveauet.

Syddjurs har en robust økonomi, som er tilvejebragt gennem flere års klog økonomistyring, hvor vi i en langsigtet strategi har forholdt os til kommende års udfordringer.

Denne fornuftige økonomiske styring af Syddjurs Kommune, hvor vi bevarer serviceniveauet og samtidig skaffer råderum til nye investeringer, ønsker Venstre at fortsætte, og derfor finder vi det ikke tilstrækkelig ambitiøst alene, som i budgetforliget for de kommende 4 år at skulle finde råderum for 120 mio. kr. Vi ønsker, som også er anbefalet af direktionen, at det råderum skal hæves til 150 mio. kr. Dette er for at kunne navigere og investere i takt med, at vi især bliver mange flere ældre og undgå, at vi i de kommende år skal til at skære på servicen. Derfor er vi ikke med i Budgetforliget.

Michael Mikkelsen, gruppeformand DF, skriver i læserbrev her, at DF leder efter samarbejdsmuligheder. Vi er klar i Venstre, Michael, hvis du vælger at se lidt til den blå side i salen også. Du skriver, at der er vigtigere temaer end skatteagendaen så som, at der skal være råd til skolegang, og det pres der kommer de kommende år med flere børn og ældre.

Men det er jo sådan i budgetforliget, at der er givet service til borgerne, for alle de kroner vi må, og der er investeret i anlæg, for alle de kroner vi må jf økonomiaftalen. Altså kan vi kun give mere service ved at sænke skatten og putte kronerne tilbage i borgernes lommer. Penge, der ville omsættes i kommunen til gavn for vækst i erhvervslivet, hvilket vil være en dynamo for mere bosætning og erhverv.

Fra Socialdemokratiet blev der også sagt i byrådssalen til byrådsmødet 10. oktober, at ”vi vil hellere give mere service end vi vil sænke skatten”. Men Kære S - vi må jo ikke give mere service end der allerede er givet i Budgetforliget, så når forligspartierne nu ikke vil være med til at sænke skatten, ja så ligger pengene bare i kassen. Det er synd, og det er slet ikke rettidig omhu med skatteborgernes penge. Det er derfor, at Budget 2019 lige præcis er det år, hvor vi skulle sætte skatten tilbage med de 0,2 procentpoint, som den blev sat op med i Budget 2015. Havde vi sænket skatten nu med 0,2 procentpoint, kunne vi oven i købet over en 4-årig periode have hentet statstilskud til skattenedsættelsen på i alt 28 mio. kr.

Venstre stemte ikke imod budgettet, vi stemte hverken for eller imod, fordi vi trods alt synes, der er rigtig mange gode dele med, som vi ser frem til at samarbejde om i byrådet."