Fortsæt til indhold

Elever fra Vestre Skole i Grenå fik ’Hovedet i Havet’

Aarhus Universitets forskningsskib, Aurora, har været tæt på de lokale økosystemer i Grenaa i denne uge

Samfund
Arkiv

Skoleelever fra Norddjurs har i denne uge haft mulighed for at se nærmere på livet under havets overflade.

Med Aarhus Universitets forskningsskib, Aurora, lagde projekt ’Hovedet i Havet’ vejen forbi Grenaa.

”Med projektet vil vi gerne have den nye generation til at tage ejerskab for et af vores allermest fascinerende naturområder – havet. Livet under havoverfladen er en skjult verden for de fleste,” fortæller Signe Brokjær, der er projektkoordinator for ’Hovedet i Havet’.

"Havet omkring Danmark er en utrolig vigtig del af vores liv og udgør et af vores mest betydningsfulde økosystemer."

"Men der er ikke mange, der får et indblik i havet, dets planter og dyr, hvordan sundhedstilstanden er derude under overfladen, og hvilken betydning det fremadrettet har."

Havets oaser

Projekt ’Hovedet i Havet’ har udviklet en række undervisningsforløb, som eleverne arbejder med på skolerne. Som et ekstra krydderi får nogle elever muligheden for at tage en tur med det forskningsskib og opleve, hvordan forskerne arbejder.

Ud for Grenaa ligger der en meget spændende kalkgrund med masser af liv, hvor Aurora med et minitrawl indsamlede prøver af havbunden.

Og 8. klasse fra Vestre Skole så liv. Masser af liv. Meterlange brunalger (tang), krabber, orm og muslinger vidnede om en frodig undersøisk have. Sådanne stenrev har da også fået navnet ’havets oaser’.

”Vi håber gennem gode oplevelser at bevidstgøre danske skoleelever om værdierne under havets overflade, siger Signe Brokjær.

Besøget i Grenaa var arrangeret i samarbejde med Kattegatcentret.

Forskning og studieliv

På togtet rundt i Danmark byder Aurora velkommen til gymnasieelever om aftenen. Her fortæller skipper, hvordan et moderne forskningsskib fungerer og studerende fra Aarhus Universitet fortæller om studielivet på universiteterne. Et par nyuddannede biologer slutter aftenen af med, at fortælle om nogle af de seneste forskningsresultater indenfor deres egent forskningsområder.

Torsdag aften var det Grenaa Gymnasium, der besøgte Aurora. Ca. 30 elever havde takket ja til invitationen om en aften på Aurora, hvor de bl.a. hørte om de nyopdagede kabelbakterier.

Fredag aften sejler Aurora mod Aalborg. Gennem de næste to uger sejler projektet gennem Limfjorden, hvor mange flere børn og unge får mulighed for at få Hovedet i Havet og havet på hjernen.