Far, se mig!

Hvis vi lægger trykket på første ord, "far", så er det ham, vi har i tankerne. Han skal se os, først og fremmest ham, den helt særlige, ham jeg ønsker den dybeste relation med.

Hvis trykket er på andet ord, "se", så er det især, det at far, som i så fald er selvfølgeligt tilstede, skal vende blikket fra alt andet og se mig.

Hvis trykket ligger på tredje ord, "mig", er det især mig selv, jeg tænker på. Mig, mig, mig.

Så i det lille råb, "far, se mig", gemmer der sig en verden af betydninger.

Vi præster kender og kalder nok Gud for far i alle de bønner, vi beder gennem år og dag, men kender vi virkelig far, og det han har til os? Ser vi, at vi er på vej fra det barnlige til det modne ved at følge Hans vej mod det ydmyge og tjenersindet? Er det ikke snarere et råb om at blive set af mennesker. Se hvor dygtig jeg er, hvor ydmyg jeg er og hvor dybt mit tjenersind stikker!

Far, som er overalt, han skal ikke vende blikket vores vej for at se os. Mig og mig er ikke relevant, når han er tilstede. Det er lige meget med mig, det er den anden, der betyder noget, når far er her.

Lad os i det mindste glemme os selv i de barmhjertige timer fra 2 til 5.