Sådan reddede Mathias hunden ZigZag fra druknedøden
"Jeg er opdraget til at hjælpe folk i nød," siger 27-årige Mathias Sørensen om sin heltegerning i Jyllinge Havn
Hvis hunden ZigZag og dens kvindelige ejer er ekstra glad for Mathias Sørensen, så er det helt forståeligt.
Tilbage i april måned leverede den 27-årige mand en sand heltegerning, da han på modigste vis hoppede ud fra en båd for at redde en hund fra at drukne i Roskilde Fjord - ud fra Jyllinge Havn.
Mathias Sørensens redningsaktion har mødt stor ros fra nær og fjern, men den største hæder kan han få i november, for den tidligere Jyllinge-borger er nemlig blandt de nominerede, når Dyrenes Beskyttelse skal finde "Årets Dyreven".
"Det er jeg selvfølgelig meget beæret over," siger Mathias Sørensen, som sammen med to andre er nomineret i kategorien "Årets Helt".
Han ser dog ikke sin helteaktion som en særlig og speciel bedrift - for ham er det at hjælpe andre mennesker en selvfølgelighed.
"Jeg er opdraget til at hjælpe folk i nød. Det falder mig egentlig ganske naturligt, og jeg kunne hurtigt se, at denne kvinde havde brug for hjælp til at redde sin hund. Til daglig er jeg politibetjent hos Midt- og Vestsjællands Politi, så beslutsomheden ligger nok i mit arbejde. Jeg nåede i hvert fald ikke at tænke så meget," siger Mathias Sørensen, som tydeligt husker den dramatiske eftermiddag ved Jyllinge Havn.
Stod i vand til halsen
"Jeg havde fri den dag, så jeg var ude at løbe ved havnen, da jeg pludselig så en kvinde stå et godt stykke ude i fjorden. Vandet gik hende til navlen, og jeg hørte hende råbe ud mod vandet. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se hendes to jagthunde i vandet. De var svømmet længere ud for at jagte en svane. Inde på land kunne jeg høre, at hun råbte "ZigZag kom hen til mor", men hvor den ene hund svømmede tilbage, så svømmede ZigZag væk. På det tidspunkt stod kvinden i vand til halsen, mens ZigZag havde blikket målrettet mod svanen," siger Mathias Sørensen, der hurtigt satte kurs ned mod havnen, hvor en ældre mand var ved at gøre sin båd klar til sommeren.
"Jeg fortalte ham kort om situationen og fik lov at hoppe ombord, hvorefter vi sammen sejlede ud i fjorden. Da vi kom frem til hunden, var den godt udmattet og i tydelige vanskeligheder. Jeg hoppede i vandet og fik hevet den under min arm, inden jeg svømmede hen til båden. Derefter sejlede vi i land," siger Mathias Sørensen, der om nogen må betegnes som en rigtig hundeven.
"Jeg var glad for, at hunden blev reddet," siger han.