Fortsæt til indhold

Asger Aamund sank sammen ved mikrofonen under foredrag

Torsdag aften havde den konservative vælgerforening i Gentofte besøg af Asger Aamund på Gentofte Rådhus. Men oplægget sluttede brat

Samfund
Kathrine Albrechtsen

Der var fyldt i kantinen på Gentofte Rådhus torsdag aften kl. 19.30, hvor den konservative vælgerforening i Gentofte havde inviteret Asger Aamund til at holde et oplæg om bl.a. vækst og iværksætteri.

Asger Aamund fortalte bl.a. om sin tur til Canada med den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Men tyve minutter inde i aftenens program, greb Asger Aamund ud efter mikrofonen og sank sammen, fortæller en Gentofte-borger, der var stede i salen, til Villabyerne.

En lægeambulance blev tilkaldt, og salens over 100 deltagere blev bedt om stille roligt at forlade lokalet.

Frisk igen

Senere på aftenen skrev den konservative vælgerforening på sin Facebook-side:

"Der var et særdeles stort fremmøde i et varmt lokale, og mødet måtte desværre afbrydes, da Asger fik et mindre ildebefindende. Asger Aamund er heldigvis frisk igen, og vi har fået lovning på, at vi gentager foredraget en anden dag."