Succes for rusmiddelcenter
Skanderborg Rusmiddelcenter gør det rigtigt godt. Det er konklusionen i en ny rapport fra Socialtilsynet
Socialtilsyn Midt havde de gode karakterer fremme, da det foretog det årlige tilsynsbesøg på Skanderborg Rusmiddelcenter. Det fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Rusmiddelcentrets indsats er blevet undersøgt og vurderet på en række parametre, og resultatet er iøjnefaldende. Gennemsnittet af samtlige parametre er 4,4 på en skala, hvor 5 er det maksimale og står for 'i meget høj grad opfyldt', og 4 står for 'i høj grad opfyldt'.
Skanderborg Rusmiddelcenter scorer 5 på de fleste områder bl.a. 'Borgerne inddrages i og har indflydelse på beslutninger vedrørende sig selv og hverdagen i tilbuddet'.
"Vi har et meget kompetent rusmidddelcenter i Skanderborg Kommune, som gør en reel forskel for borgerne. Nu har vi endnu engang fået tilsynsmyndighedens ord for, at centret er en succes. Det er glædeligt i en tid, hvor regionerne har travlt med at tale den kommunale indsats ned og argumentere for, at opgaven kan løses på regionalt niveau," siger socialudvalgsformand Anders Laugesen (V).
Helhedsorienteret indsats
Socialtilsyn Midt fremhæver bl.a. den sammenhængende indsats, der foregår på Skanderborg Rusmiddelcenter. Dvs. at behandling ikke står alene.
"Borgernes deltagelse i aktiviteter, sociale relationer og netværk er et parameter, som er integreret i tilbuddets faglige tilgang," hedder det bl.a. i rapporten.
Formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune Tage Nielsen (R) er også bekymret over Regeringens planer om at flytte dele eller hele rusmiddelbehandlingen til regionerne.
De to udvalgsformænd advarer om, at en flytning kan bringe sårbare borgere i hele landet i klemme, fordi indsatsen ikke på samme måde kan være helhedsorienteret.
Helt konkret er der fysisk langt til et evt. regionalt tilbud, og der er ikke en direkte kontakt til jobcentret, SSP, lokale botilbud etc.
"Det er helt afgørende at møde mennesker med et misbrug der, hvor de er. Det er vi gode til i kommunen, fordi vi i forvejen har kontaktflader med borgerne. Samtidig er det kommunen, som kan hjælpe borgerne videre i uddannelse eller job, så vi har også et økonomisk incitament til at gøre det godt. Regionerne har ikke det incitament, og derfor kan en regional rusmiddelbehandling komme til at flagre ensomt i vinden," siger Tage Nielsen. Hvis det går, som der har været forlydender om, kan rusmiddelbehandlingen blive en del af psykiatrien under regionerne.
"Nogle mennesker med et misbrug har også psykiske problemer, men det er langt fra alle, så derfor kan det virke kontraproduktivt at placere rusmiddelbehandlingen i psykiatrien. Jeg frygter, at det gør området mere tabubelagt. Og når jeg ser på hvor meget arbejde, der forestår for regionerne på området, så lyser min advarselslampe i hvert fald," siger Anders Laugesen.
I Skanderborg Rusmiddelcenter er det lykkedes at øge antallet, der får behandling, fra 99 borgere i 2007 til 297 borgere i 2017.
cns