Debat Norddjurs: Kommunens dårlige økonomi tvinger den til lade naturen komme i anden række
"Danmarks Naturfredningsforenings kommentarer til kommunens planer om yderligere bebyggelser ved Grenaa Strand.
Danmarks Naturfredningsforening vil hermed komme med nogle kommentarer til kommunens plan om at åbne op for placering af yderligere 12 sommerhuse/sokkelgrunde i sommerhusområdet (omfattet af Lokalplan 119) ved Grenaa Strand med adresserne: Klitten og Bag Klitten.
Der skal udarbejdes en ny lokalplan for området i forbindelse med kommunens ønsker om placering af yderligere 12 sokkelgrunde, heraf 3 i den forreste klitrække.
Går man en tur gennem dette gamle sommerhusområde, ser man sommerhuse, der føjer sig smukt ind i landskabet. Ser man nøjere efter, åbenbares der naturområder med høj kvalitet mellem sommerhusene.
Dele af området (delområde II i eksisterende Lokalplan 119) er registreret som hede dermed beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3 og naturindholdet må derfor ikke forringes. Dette fremgår af kortmateriale på Arealinfo og kommunens kortmateriale i kommuneplanen.
Norddjurs Kommune kan vælge at se bort fra dette, da det er et gammelt sommerhusområde, men det vil klæde kommunen at respektere et § 3 område.
På kommunens hjemmeside kan man læse om:
”den fantastiske natur der kan opleves i Norddjurs Kommune, hvad der kan gøres for miljøet, og hvad du kan og skal gøre for at beskytte natur og miljø i kommunen”.
Naturen er vores fælles arv - vores fælles ansvar.
Vores alles beskyttede natur i Danmark er værd at passe på for vores kommende generationer
I Landsplandirektivet står der i forbindelse med etablering af nye sommerhusområder, at findes der §3 områder inden for sommerhusområdet, må der ikke ske ændringer i tilstanden af disse områder. Det må være muligt at tage samme hensyn i Klitten og Bag Klitten. Det er en skam, at kommunen pga. dårlig økonomi vælger at se stort på natur selv i et sommerhusområde. Kommunen kan og skal også gøre noget for vor vores fælles arv som er vores fælles ansvar.
I kommuneplan 2017 er området registreret som:
- Område med særlige naturbeskyttelsesinteresser
- Bevaringsværdige landskaber
- Landskabskarakterområde nr. 30
- Værdifuldt kulturmiljø
Læser man Norddjurs kommunes egen kvalitetsbedømmelse af området, kan man se, at det betragtes som et særdeles vigtigt kulturområde med høj status.
Sommerhusområdet "Klitten" er et gammelt sommerhusområde med en del sommerhuse, der er erklæret for bevaringsværdige. Området er på den baggrund omfattet af en bevarende lokalplan.
Vi citerer fra: Landskabskarakterområde nr. 30; Grenaa:
”Grenaa Strand er endvidere lokalitet for et bevaringsværdigt sommerhusbyggeri langs Klitten. Den karakterfulde bebyggelse består af en enkelt række sommerhuse placeret på den bagerste klitrække, parallelt med kystlinjen. Husenes placering og orientering efter udsigt har affødt en særpræget byggeskik, hvor det enkelte sommerhus typisk ligger med den forreste halvdel på klitten, medens en etages høje søjler oprindeligt bar den bagerste del. Med tiden er de fleste søjlebårne dele blevet fyldt ud med en underetage.
Hele sommerhusområdet ved Klitten er en oplevelsesrig, kulturhistorisk helhed.”
På den baggrund virker det grotesk, at man vil give tilladelse til opførelse af 3 sommerhuse i den yderste klitrække mellem de eksisterende sommerhuse. (Klitten nr. 73 og Klitten nr. 75)
Netop dette klitområde har altid været friholdt for bebyggelse, fordi det udgør den højeste klit, og fordi en bebyggelse der vil kunne ses viden om og virke skæmmende på både naturoplevelsen set fra stranden og også set fra de eksisterende sommerhuse.
Netop denne klittop et en natur helle midt i bebyggelsen, og må derfor friholdes for byggeri.
Kommunen skriver på deres hjemmeside at:
- De landskabstyper, der er mest unikke og spektakulære i Norddjurs er udpeget som bevaringsværdige landskaber i kommuneplanen.
- Det kan være særprægede eller sjældne landskaber, særlige varierede områder eller lokaliteter, der bryder et ellers monotont område.
- Det kan også være landskaber, hvor der er samspil med bevaringsværdige kulturmiljøer samt kystlandskaber, der visuelt har en sammenhæng med havet.
- Det er alle sammen landskaber, der skal værnes om og passes på, så de ikke ødelægges af eksempelvis store tekniske anlæg, byudvikling og skovtilplantning.
Samlet set kan DN Norddjurs derfor ikke se, at der er plads til flere sommerhuse i området Klitten og Bag Klitten i Grenaa.
Da der ifølge Kommuneplan 2017 er ca. 700 ubebyggede sommerhusgrunde i Norddjurs kommune, og da der jævnligt er sommerhuse til salg i området Klitten og Bag Klitten, synes der ikke at være behov for at ødelægge det enestående område Klitten og bag Klitten, da der er gode muligheder for enten at anskaffe sig et af de eksisterende sommerhuse i Klitten og Bag Klitten eller at bygge nyt ved en anden strand."