Fortsæt til indhold

Fra 0 til 100 medarbejdere på 12 år

Aarhus-virksomheden Obton Group Holding har vundet prisen som Årets Ejerleder i region Østjylland

Samfund
Arkiv

pris Anders Marcus fra Aarhus-virksomheden Obton Group Holding A/S har fået prisen Årets Ejerleder 2018 i region Østjylland. Juryen lægger vægt på, at han på blot 12 år har skabt en stor erhvervssucces, der i dag tæller flere end 100 medarbejdere.

Anders Marcus er ejerlederen bag Obton Group Holding A/S. Virksomheden er et dansk investeringshus med speciale i at skabe de bedste afkast gennem alternative investeringer i såkaldte grønne driftsaktiver, som er uafhængige af aktie- og obligationsmarkedet. I dag er virksomheden blandt de største udviklere og sælgere af solenergiprojekter i Europa. Obton Group Holding A/S udvikler og sælger desuden ejendomsprojekter.

”Vinderen af Årets Ejerleder i Østjylland har på blot 12 år skabt en virksomhed med flere end 100 medarbejdere. Der er arbejdet hårdt for at nå den position, virksomheden har i dag, hvor der er stor kommerciel og økonomisk succes i begge de segmenter, virksomheden befinder sig i,” siger Mads Meldgaard, partner i PwC i Aarhus i en pressemeddelelse, og fortsætter:

”Anders Marcus er en detaljeorienteret leder, som udviser tillid til sine medarbejdere. Han besidder en høj grad af ordentlighed, pålidelighed og tillid til andre mennesker, hvilket karakteriserer ham i arbejdslivet såvel som privat. Han er indbegrebet af en dygtig ejerleder til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder i region Østjylland.”

Hos Dansk Erhverv lægger markedsdirektør Louise Riisgaard vægt på, at kåringen af Årets Ejerleder sætter fokus på de danske ejerledere og deres betydning for erhvervslivet.

”Årets Ejerleder 2018 i region Østjylland er en ekstremt flittig og tillidsvækkende person, som har formået at skabe en succesfuld virksomhed med en flot vækst, der forventes at fortsætte de kommende år. Anders Marcus er indbegrebet af en dygtig ejerleder, som i den grad fortjener at vinde prisen,” siger Louise Riisgaard.

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november på Sjælland. cko