Superstjerner så stort på Northside-forbud mod crowdsurfing
Talsmand for Northside understreger, at det er en balance at håndtere kunstnere, der vil skabe en fest på uforsvarlig vis
Mange koncertgængere har måttet lade livet under koncert-klassikerne moshpit og crowdsurfing, hvor publikum enten løber direkte mod hinanden eller bliver hejst i vejret og ført frem på ryggen af deltagerne.
Derfor har Northside Festival en klokkeklar politik om, at den slags er forbudt på festivalen.
Det gjorde man blandt andet opmærksom på på storskærmene inden fredagens N.E.R.D-koncert.
Alligevel gik superstjernen Pharrell Williams med opfordringer fra start til slut på at gå amok med crowdsurfing og moshpits.
Ifølge talsmand for Northside Festival, John Fogde, havde han - eller i hvert fald hans hold - fået at vide, at den slags ikke var tilladt.
"Han havde selvfølgelig fået besked på, at det var forbudt. Det står i aftalerne. Skriftligt og mundtligt er det forbudt, men så står vi under koncerten pludselig i en sikkerhedsmæssig situation, hvor der står en forsanger, som opfordrer til det. Så må vi på stedet lave en vurdering om, hvorvidt man kan lave en fest, som han og publikum synes er fed, men som stadigvæk er sikker og uden fare for, at folk kommer til skade," siger John Fogde og fortsætter:
"I sådanne tilfælde handler det om at stå og monitorere, og det handler om at kigge på folk for at se, om de er glade, og om det er sikkert. Det var tilfældet. Det næste skridt ville være det meget hårde og dramatiske, hvor man må trække stikket og lukke koncerten, fordi det er for farligt. Der vil vi meget, meget nødigt hen," understreger han.
Han forklarer, at det kan være svært at bryde ind i en koncert for at forklare en kunstner, at det ikke er okay at opfordre til den farlige adfærd.
"Så længe det ikke går over gevind. Det er meget svært under en koncert at sige til en forsanger, at han skal skrue ned, når han gerne vil signalere rock'n'roll og party. Det er simpelthen fingerspitzgefühl at håndtere sådan noget, og resultatet var, at folk havde en fed koncert, hvor ingen kom til skade. Vi føler lidt, at vi fik det bedste ud af den situation. Han og publikum var glade, og der skete ikke noget. Det handler om ikke at blive over-dramatisk og overreagere, for så bliver folk for alvor sure."
N.E.R.D var ikke de eneste der bad publikum give den ekstra gas. Også forsanger for det amerikanske rockband Queens of the Stone Age, Josh Homme, forsøgte at fyre op under folk.
"Han sagde også, at folk skulle sidde på skuldrene af hinanden. Det gjorde de, og vi prikkede til folk, og på den måde fik både han og vi ret, og alle var glade."