Fortsæt til indhold

Anmeldelse: Queens of the Stone Age - Et rigtig dårligt opvarmningsband

Queens of the Stone Age havde lydproblemer

Samfund
Danni Paulsen

Queens of the Stone Age - Grøn Scene: 2 af 6 stjerner

Som en tilhører sagde: "Er du fan, er det sikkert fedt nok."

Queens of the Stone Age er et stort navn for Northside, men rock'n'roll-herrerne fra Californien levede ingenlunde op til den nummer to-placering, de havde fået på årets plakat.

De havde fået et fremragende slot som næstsidst på de store scener fredag aften, men deres optræden havde karakter af opvarmningsband.

For efter QOTSA skulle de danske rock-pionerer Dizzy Mizz Lizzy på, og den tråd, QOTSA leverede, var ikke engang et af de bedste danske rock bands i historien værdig.

Josh Homme, forsanger, og kompagni fik en miserabel start.

Foto: Peter Kirkegaard

Man kunne simpelthen ikke høre bassen de første fire numre.

Så kom bandets største hit 'No one Knows' på, og det fungerede til nøds de første minutter. Men så blev der freestylet, og pludselig røg hele venstre del af højttaler-arrangementet på Grøn Scene.

Der var ganske givet nogle lydmænd med røde ører, men den rødhårede frontmand gjorde ikke meget for at levere et comeback.

Han hilste aldrig rigtigt på, og sporadisk var han mand for et par amerikanske floskler om frihed, fest og ballade. Men det var kønsløst og kedeligt. Tråden var til tider ok, men det virkede, som om gutterne havde en standard fredag aften hjemme i deres millionvillaer.

De kom ikke ud over scenen. Der var ingen kant. Ingen energi eller autencitet. Det var... en ydmygende (for dem) opvarmning til et dansk band.

Foto: Peter Kirkegaard