Anmeldelse: The National i perfekt kontakt med publikum
The Nationals Matt Berninger tog fysisk favntag med publikum til en koncert, som havde det hele
(The National - Blå Scene:5 af 6 stjerner)
Den fede rock-fredag nåede nye højder på Northside, da det dansker-glade The National på alle mulige måder bjergtog det massivt store publikum ved festivalens Blå Scene.
På de 75 minutter koncerten varede, kom vi godt rundt i det amerikanske bands imponerende bagkatalog, og publikum fik ovenikøbet en ny sang 'Light Years', der blev dedikeret til guitarist Aron Dessners danske hustru, Stine. Som han efter sigende mødte til The National-koncert på Amager Bio tilbage i 2007.
Derfor er The Nationals danske relation også særdeles stærk, og det har vi nydt godt af med jævnlige besøg her i landet. Det var således anden gang, The National var i Ådalen - ligesom bandet også har givet koncert i Scandinavian Congress Center i midtbyen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Desværre er det ofte sådan med festival-koncerter, at de ikke varer så lang tid, og det kan være en vanskelig opgave at sammensætte en fornuftig sætliste.
Men det mestrede The National med yderst varierende numre, som der i alt var 15 af. Lige fra sikre publikumsfavoritter som 'Bloodbuzz Ohio' og 'Fake Empire' til de nyere 'Day I Die' og 'The System Only Dreams in Total Darkness'. De to sidstnævnte er fra bandet seneste album 'Sleep Well Beast', som der i øvrigt blev spillet seks numre fra.
Forsanger Matt Berninger var i strålende humør og veloplagt trods bensmerter, som han på scenen forklarede skyldtes en workout til et Future Islands-album på et hotel for et par dage siden. Men trommeslager Bryan Devendorf havde hjulpet med is, fortalte Berninger. Derfor kunne han på vanlig vis også udføre sin obligatoriske 'crowd walking', hvor han i bogstaveligste forstand kom i nærkontakt med publikum, der ikke tøvede med at omfavne frontmanden.
Det skete under 'Graceless' og 'Terrible Love' og var med til at give koncerten god energi, inden det hele sluttede med den smukke ballade 'About Today'.
Tilbage stod man blot tilbage og ønskede, at koncerten havde varet 75 minutter ekstra.