Bus: "Netværket har givet mig en god start”
Flemming Nymark, Hadsten, startede ud med sin nye virksomhed Vipbussen/ Favrskov Turistfart i august og har allerede god fart i hjulene
ERHVERV ”Jeg har ingen intentioner om at blive en stor vognmand – hellere en størrelse, hvor man kan have hjertet med og kan levere kvalitet.”
Sådan formulerer Flemming Nymark sit mål for sin nystartede virksomhed Vipbussen / Favrskov Turistfart. Han har leaset en enkelt bus, og med sig selv som chauffør tilbyder han ture for virksomheder, skoler, foreninger og andre selskaber.
Bussen er eksklusivt indrettet med lounge, bar med fadølsanlæg, køkken, kølekapacitet samt god benplads for de 37 passagerer, der er plads til.
Et stort netværk
I løbet af de første tre måneder har Flemming Nymark kørt cirka 20.000 kilometer.
”Det passer godt, både økonomisk og med, hvad jeg kan byde min krop.”
Jeg er født ind i et busselskab og fandt tilbage til det, jeg er god til. Jeg trives allerbedst, når jeg er ude at køre. Det vil jeg ti gange hellere end kontor og administration.
Den fine start tilskriver han sine kontakter, som han har oparbejdet gennem mange år i busbranchen.
”Heldigvis har jeg et stort netværk, som jeg har kunnet bruge rigtig meget.”
Kørselsleder i over 20 år
Flemming Nymark var kørselsleder i over 20 år for et par af de store busselskaber i Aarhus og stod til rådighed stort set hele døgnet.
Det ramlede i december 2015, da han blev indlagt med en blodprop og beskeden fra en læge om, at han aldrig ville komme til at arbejde igen.
Det skulle dog gå anderledes. Efter genoptræning på Hammel Neurocenter og derefter træning i kommunalt regi havde 50-årige Flemming Nymark mod på at komme i gang igen. Via jobcentret kom han i forskellige ressourceforløb, og han øjnede en fremtid med busdrift igen.
Slapper af bag rattet
Flemming Nymark ville under ingen omstændigheder tilbage til kontorarbejde som kørselsleder igen. Det finder han for stressende. Men han ville gerne være chauffør.
"Jeg slapper af bag rattet."
Han begyndte faktisk at køre bus som 21-årig hos sine forældre, der drev Søften Busser.
”Jeg er født ind i et busselskab og har fundet tilbage til det, jeg er god til. Jeg trives allerbedst, når jeg er ude at køre."
Det vil han ti gange hellere end kontor og administration," understreger han.
”Og så kan jeg godt li’ at servicere folk og give dem en god oplevelse. Og der er jo altid en god stemning hos folk, der skal på tur.”