28-årig skrev teaterstykke om sin sindsyge og begik selvmord
En ung, depressiv kvinde skrev stykket 4:48 Psychosis og begik derefter selvmord. Studio har lavet en performance-agtig opsætning, hvor publikum spiller med
"I 4:48 Psychosis bliver vi taget til gidsel i et sind. Vi er fanget i kælderen med hendes psykose," siger instruktøren Sargun Oshana om Studios nye opsætning på Aarhus Teater.
Stykket hedder 4.48 Psychosis, fordi den engelske dramatiker Sarah Kane ofte vågnede under sin depression kl. 4:48 om morgenen. Hun begik selvmord i 1999 umiddelbart efter, at hun havde skrevet stykket. I det beskriver hun, hvordan hun oplever sin depression.
Sargun Oshana har arbejdet med fokus på psykosens fornemmelse af at stirre ned i afgrunden. Og skuespiller Mette Døssig løfter som den eneste skuespiller i denne opsætning det tunge drama om liv og død. Hun er dog ikke helt alene, for publikum er også til stede i rummet, og det vil hun udnytte.
"4:48 er iscenesat meget performativt, og det vil i det her tilfælde sige med publikum som vigtig medspiller. Det er udfordrende at spille så tæt på publikum, men også utroligt givende, fordi det skaber en levende forestilling," siger Mette Døssig i en pressemeddelelse fra Aarhus Teater.
"Det er spændende, for det betyder, at selvom jeg ser alene som skuespiller, er jeg ikke alene i rummet, og jeg må handle efter hvordan publikum reagerer," fortsætter hun.
Studio Scenen på Aarhus Teater satser på eksperimenterende og vanebrydende teater med instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt som bannerførere. Scenen er forvandlet fra en traditionel black box til et hvidt rum uden klassiske pejlemærker. Derfor bliver publikum en slags virkemiddel i det ellers tomme, hvide rum.
Genkender sig selv
Sarah Kanes dramatik brød, da det blev skrevet, med konventionerne for naturalistisk teater, fordi det sceniske udtryk var konfrontatorisk, ekstremt og voldeligt.
Forestillingen overskrider det intimes grænser i teaterrummet, og derfor kan den spille på en frygt for, at teateret kommer for tæt på – og en helt konkret frygt med en autonom aktivist-skikkelse, der smækker døren efter sig ind til Studio-rummet, da forestillingen begynder – som vendes til sympati i kraft af den sårbarhed, som kvinden udviser.
"Jo flere gange jeg læser teksten, jo mere oplever jeg, at den også handler om kærlighed. Og om ensomhed. Den er menneskeligt genkendelig på alle punkter. Vi oplever alle sammen nogle sider af os selv i den her tekst," mener Mette Døssin.