Kom med ideer til Favrskovs friluftsliv
Ideer til hvordan naturen kan bruge, kan nu blive til virkelighed
Politik Nye måder at bruge naturen på kan nu blive til virkelighed, når Favrskov Kommune opfordrer alle til at komme med ideer og projektforslag til den kommende friluftsstrategi.
Frem til 1. januar 2019 kan alle indsende ideer og ansøgninger til projekter, der falder inden for friluftsstrategiens tre temaer som er: friluftsområder, stier og forbindelser og information og formidling.
Kultur- og Fritidsudvalget udvælger herefter de projekter, de mener, skal opnå støtte, inden det hele skal godkendes i byrådet, skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Steen Thomasen (A) håber, at borgerne kommer med mange ideer til, hvordan Favrskovs natur kan bruges på nye måder.
"Store dele af Favrskov er beriget med smukke skove, vandløb, bakker og dale. Hver eneste ide, der giver os nye måder at opleve naturen på, beriger fritidslivet for både de, der bor i kommunen og de, der netop besøger os for naturens og faciliteternes skyld. Derfor er nye ideer til, hvordan vi kan kombinere natur og fritidsliv meget velkomne," siger Steen Thomasen.
Støtte til mytologisk park
Friluftsstrategien blev vedtaget af byrådet i 2015 og har blandt andet støttet den mytologiske park i Vejerslev, hvor Annie Nielsen er koordinator.
"En medarbejder fra Favrskov Kommune gjorde os opmærksom på muligheden for at søge støtte via friluftsstrategien. Byrådet godkendte ansøgningen, og støtten gjorde det muligt at gennemføre projektet i den størrelse, som vi ønskede," fortæller Annie Nielsen.
Du kan læse mere om friluftsstrategien, og hvordan du søger på favrskov.dk/friluftsliv.
Kapp
.