Fortsæt til indhold

Byggeri af en ny kirke kan måske starte i Højvangen i 2021

Menighedsrådet har sat gang i det forberedende arbejde, og økonomien er stort set på plads

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Menighedsrådet i Skanderborg Sogn har bekræftet en tidligere beslutning om at arbejde for at bygge en ny kirke i Højvangen. Det første skridt for at realisere planen er også taget, og om alt går vel, så kan byggeriet gå i gang i 2021.

Det vurderer Nicklas Egedal Lauritzen, der er formand for menighedsrådet.

I forvejen er der en række aktiviteter i Kirkecenter Højvangen. Menighedsrådsformand Nicklas Lauritzen fortæller, at der i efteråret skal samles op efter arbejdet i en række fokusgrupper. Foto: Bollerup

"Vi har taget kontakt til Kirkefondet, som er et uafhængigt bureau, for at få dem til at hjælpe os med af lave forundersøgelser om befolkningsudviklingen og mønstrene i de kirkelige aktiviteter i området og i folks brug af kirken."

"Vi skal nemlig til at finde ud af, hvad vi skal putte af indhold i murstenene," siger han.

Fokusgruppe har arbejdet

Der har været nedsat en række fokusgrupper internt i sognet, hvis arbejde menighedsrådet skal samle op på i efteråret.

"Derefter vil vi gå ud og spørge befolkningen og lave lyttemøder generelt med borgere i området og med eksterne samarbejdspartnere. Vi kommer nok ud i et 360-graders eftersyn af sognet," siger Nicklas Lauritzen.

Flere fokusområder kan få betydning i byggeriet. Fra en ny kirkes rolle som ramme for gudstjenester til kirkens rolle som ramme for eksempelvis musik og børneaktiviteter.

"Det regner vi med at have afklaret, så vi i 2020 kan udskrive en arkitektkonkurrence. Den slags tager ofte omkring et år, så hvis alt går vel kan byggeriet starte i 2021," siger Nicklas Lauritzen.

Det er sparet op

Hvordan med økonomien, er den sikret?

"Da menighedsrådet søgte Kirkeministeriet om tilladelse til at bygge en kirke, det var i 2012 eller 2013, blev der lavet et budgetoverslag. Da blev det forventet, at det cirka ville kos-te 40 mio. kr. at bygge en kirke. Siden har menighedsrådet lavet en løbende opsparing til den nødvendige grundkapital af det, sognet modtager fra provstiet, og med udgangen af 2018 er den finansielle side på plads," siger Nicklas Lauritzen.

Der skal dog tages højde for prisfremskrivelser.

"Der skal også sætte nogle ekstra midler af, da et stort byggeri ofte bliver en smule dyrere end ventet," siger han.

"Skanderup Kirke er fra før 1100-tallet, og en ny kirke i Højvangen håber vi kan stå lige så længe. Så det er vigtigt, at vi gør det rigtige første gang," siger Nicklas Lauritzen.