Tidligere embedsmand bliver formand
Navne Han er tidligere forvaltningsdirektør i den gamle Hadsten Kommune fra 1995 til 1998. Nu bliver han landsformand for Bedre Psykiatri. Navnet er Knud Aarup.
Den 63-årige århusianer Knud Aarup har både fra sit arbejde og sit privatliv oplevet psykiatrien på tæt hold. Og han er ikke i tvivl om, at der er nok at tage fat på som ny formand.
"Alt for mange får ikke muligheden for at blive herre i eget liv. Og alt for mange mister den uddannelse, de var i gang med eller det arbejde, de havde – alt sammen fordi psykiatrien fungerer så dårligt," siger han ifølge en pressemeddelelse fra Bedre Psykiatri.
Knud Aarup vil især kæmpe for, at inddragelsen af de pårørende bliver styrket, og at de pårørende får bedre støtte.
"De pårørende betyder utroligt meget for, om den syge bliver rask. Men mange pårørende oplever, at de hverken bliver inddraget eller får de nødvendige værktøjer til at kunne være der for de syge," siger han.
Bedre Psykiatri er med 13.000 medlemmer og 60 afdelinger Danmarks største forening på psykiatriområdet.
Kapp