Debat: Munach er ikke en sekt og jeg er ikke hjernevasket
DEBAT Jeg betragter mig selv som rimelig rolig og afbalanceret, men jeg bliver noget indigneret når jeg (som mediterende på Munach) bliver betragtet som hjernevasket. Jeg har, og vil altid have min egen frie vilje til at vælge det, jeg selv mener, er det rigtige for mig.
Jeg har modtaget meditationsundervisning fra Jørgen (Munach) gennem de sidste 25 år. Der har dog været perioder hvor jeg har prioriteret anderledes og ikke fulgt undervisningen. Det har været mit eget valg.
Jeg har aldrig betragtet Munach som en sekt eller bevægelse, da undervisningen i meditation og selvudvikling aldrig har været diktater, eller anvisninger til hvordan jeg har skullet leve mit liv. For mig at se, er sammenligningen en misforståelse af hvad meditation og selvudvikling reelt er.
De meditative anvisninger fra Jørgen (Munach) er udtryk for hvordan problematikker og tilstande ser ud fra en meditativ synsvinkel. Det skal jo så afkodes af mig og ses i forhold til mit liv og hvordan jeg selv oplever tingene. Det er det samme som at afkode det man drømmer om natten. Drømmer man for eksempel, at man bliver skudt af en anden mand midt på gaden i Grenaa, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal kikke sig over skulderen hver gang man er i Grenaa for at handle ind. Der er normalt et budskab i drømme som skal afkodes og som forholder sig til en indre tilstand i den som drømmer.
Det helt fundamentale i selvudvikling er at lære at tænke selv og ikke lade sig forføre af andre mennesker eller af indre tanker og følelser. Først når vi har lært det, kan vi forstå hvad meditation reelt er.