Kirkeklumme: Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det

Forleden havde vi i Stilling Sognegård besøg af pastor emeritus Ejvind Nielsen, der causerede over emnet ’Humor i tilværelsen’. Det gjorde han lunt og godt med en lang række vittigheder og morsomme betragtninger krydret med livets alvor.

Han fortalte blandt andet en joke om to mænd, der ikke har set hinanden i mange år, som pludselig mødes og så stopper op og snakker.

"Hvad laver du så?" Spørger den ene den anden.

" Jeg fælder træer i Sahara."

"Fælder du træer i Sahara? Men der er da ingen træer i Sahara."

"Nej, nu!"

"Hvad laver du så?" Spørger den anden den første.

"Jeg laver trapper. Det har jeg gjort hele mit liv."

"Nej, hvor spændende! Så må du da være kommet helt op i himmelen efter alle de år."

"Nej, slet ikke. Det har altid været kældertrapper."

Og med den joke mente han, at hvis ikke vi er bevidste om vores livsperspektiv, så kan vi komme til at gå og lave kældertrapper hele vores liv.

Livet er en morgengave, som Halfdan Rasmussen siger i ’Noget om helte’, og gaver skal som bekendt tages imod og pakkes ud.

Pakker vi ikke livet ud og sætter det fri til at leves, er det som lignelsen om de betroede talenter, hvor den ene tjener af frygt for sin herre graver sine talenter ned, så han ikke mister dem. Men det var lige præcis, hvad han gjorde, fordi han ikke turde drømme og satse vildt og håbe på bare et par skridt op ad himmelstigen. Vi ærer og påskønner livet ved at bruge det.

Ligeså er det med kærligheden, sagde Ejvind Nielsen. Der gør sig tre forhold gældende for kærligheden, sagde han. Kærligheden vil gives. Kærligheden vil modtages. Og kærligheden vil videregives.

Det mærker vi helt tydeligt, når vi har den. Når vi ikke har den, fordi vi endnu ikke har fundet den, kan vi også mærke det. Så mærker vi det som en længsel. Har vi mistet den, kan vi mærke det som en sorg. Nogle finder sig en ny kærlighed, fordi de ikke kan leve uden kærligheden til en elskede, mens andre lukker ned for kærligheden og dermed også livet, fordi de ikke vil risikere at miste den kærlighed, de er blevet elsket med.

Det sidste er synd! For kærligheden skal videregives! Og det er så smukt, netop når det sker, fordi vi har mistet den. For så handler det præcis om, at kærligheden har været mig så dyrebar, at jeg ikke kan leve uden. Og så ærer man både kærligheden og den, man har fået den fra.

Og at elske og at leve, det er at bygge himmelstiger!