Er de monstro i familie med Gertrud Sand?
hadsten Det tog en weekend, men så var der også dækket noget så eftertrykkeligt op til jul. Indehaver af Hadsten Farvehandel Inge Pedersen trak sammen med butiksassistenterne Camilla Aarslev og Annette Nielsen og flere andre hjælpere arbejdshandskerne på. I den sidste weekend i oktober rykkede de hele afdelingen med udendørs træbeskyttelse ud på lageret, flyttede nye møbler og inventar ind, og så rykkede nisserne, englene og alle de andre juleting ind på gulv og hylder.
De har gjort det så godt, at det lokker folk ind i butikken. Ellen, en ældre kvinde, fortæller for eksempel, at hun er her i dag bare for at kigge.
"Fordi det er så flot. Jeg kommer igen en anden dag med min pung i lommen," smiler hun.
Camilla Aarslev fortæller, at de har flere julerier på lager, efterhånden som det tynder ud i hylderne.
"Ja, vi har da haft fat i den lille juletræskasse," siger hun med et blink i øjet.