Kulturskolen er vært for talentkonkurrence
15-årige Bjørn Wessel, der er elev på Kulturskolen Skanderborg, stiller for op i konkurrencen 'Unge Spiller Klassisk'
Kulturskolen Skanderborg er 17. november for 3. år i træk vært ved en af de to indledende runder af talentkonkurrencen 'Unge Spiller Klassisk', hvor ca. 30 unge klassiske musikere og ensembler i Midtjylland dyster mod hinanden.
For den 15-årige Bjørn Wessel, der er elev på Kulturskolen Skanderborg, er det 4. år, han stiller op i konkurrencen.
"Jeg får hver gang en masse erfaring i at spille foran andre, og spille med en pianist. Det sætter også et mål for øvningen, så jeg udvikler mig meget med et bestemt stykke," fortæller Bjørn.
Det første år, Bjørn stillede op til konkurrencen, blev han opfordret til det af Jesper Andersen, som er Bjørns lærer på Kulturskolen. Dengang stillede Bjørn op både som solist og sammen med en messingkvartet. I år stiller han op som solist.
For Bjørn startede forberedelsen til konkurrencen for flere måneder siden, hvor han sammen med hans lærer bestemte sig for, hvad han skal spille til konkurrencen og så er det ellers om at få spillet en masse. De sidste par uger op til konkurrencen spiller Bjørn med sin akkompagnatør.
Unge Spiller Klassisk giver de unge musikere i alderen 13-20 år (sangere til og med 21 år) mulighed for at præsentere sig selv musikalsk. Konkurrencen foregår i en tryg og positiv atmosfære og man har som deltager mulighed for, at møde andre der spiller og kunne måle sig selv fagligt. Alle deltagerne får tildelt enten Bronze, Sølv eller Guld for deres præstation og derudover får de alle en kvalificeret kommentar om hvad de kan gøre bedre, da det for mange af deltagere er en stor del af det, at deltage i konkurrencen. Årets jury består i år af Jonas Weitling, percussion, Rima Chacaturian, klaver og Henrik Brendstrup, cello.
Bjørns ambition er, at blive så dygtig som han overhovedet kan blive, og især at bevare glæden ved musikken.
"Jeg vil gerne spille sammen med andre musikere i forskellige ensembler og orkestre og måske spiller jeg også andet end klassisk musik," siger han og tilføjer, at han har lidt svært ved at se, hvad fremtiden bringer for ham og musikken.
"Jeg håber stadig at jeg spiller musik fremover, og har det sjovt med det."
cns