Fortsæt til indhold

216 ungdomsboliger ved Tranbjerg er klar til indflytning

Der er allerede venteliste til de nye ungdomsboliger i Slet

Samfund
Jeppe Rafn

boliger Der har været stor rift om de ungdomsboliger, der i disse uger er ved at være klar til indflytning på Slet Parkvej og Møllevangen i Slet lige nord for Tranbjerg.

Alle 216 ungdomsboliger er udlejet, og der er en lang venteliste, oplyser byggeleder Torben Lund Krogsgaard fra Birch Ejendomme til Lokalavisen.

Halvdelen af boligerne ligger ved Jem & Fix på Slet Parkvej ud til hovedvejen, Christian X's Vej. De er bygget i tre etager i en rundkreds med et grønt område og parkering i midten.

Ungdomsboligerne i Tranbjerg er snart klar til at blive beboet.

De resterende 108 boliger ligger på Møllevangen tæt ved Toldstyrelsen og Stofa, få hundrede meter fra boligerne ud til Hovedvejen. Disse ungdomsboliger ligger lidt mere spredt, men har også grønne områder og parkeringsmuligheder for dem, der har bil, oplyser byggelederen.

Det er primært unge studerende, der snart flytter ind i de nye ungdomsboliger, men også enlige oppe i årene har ladet sig lokke til Slet/Tranbjerg. Man behøver ikke være ung for at bo i en ungdomsbolig.

Tre typer lejligheder

Der er tre typer af lejligheder. En delevenlig type på 47 kvadratmeter med to værelser og et mindre køkkenalrum. En anden type på ligeledes 47 kvadratmeter er velegnet til par, der deler soveværelse. De får til gengæld et noget større køkkenalrum. Disse lejligheder koster 5.300 kroner om måneden.

Den tredje type er på 56 kvadratmeter og har to værelser og et køkkenalrum. Den koster 5.800 kroner om måneden.

Boligerne på Slet Parkvej er klar til indflytning 30. november, mens de nye beboere på Møllevangen kan flytte ind omkring jul.

De 216 ungdomsboliger er tegnet og udviklet af de to aarhusianske arkitektfirmaer Faber & Have og Luplau & Poulsen.

"Boligerne på begge adresser er bygget i materialer, der holder og ikke skal vedligeholdes alt for ofte. De udfylder deres funktion, så de fremtidige lejere slipper for problemer. Man kan således være sikker på, at det er godt byggeri," siger Jørn Lyager Poulsen, arkitekt og partner i Luplau & Poulsen.