Fortsæt til indhold

Johan er bekymret for plejen af døende

Ældre med intensiv hjælp får besøg af rigtig mange forskellige hjælpere i Skanderborg Kommune - men kommunen laver ikke statistik

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Da Johan Andersens døende hustru Inger havde brug for hjælp til personlig pleje i september sidste år i den sidste måned, før hun kom på hospice, fik hun besøg af 25 forskellige hjælpere på 30 dage fra 7. august til 7. september.

Det kastede lys over et stort problem, som flere politikere sagde, at de ikke havde hørt om. Men som Seniorrådet sagde, at de havde flere eksempler på.

Johan Andersen sagde, at det havde været grotesk og en stor belastning, da hans hustru hver gang, der kom en ny, skulle fortælle, hvordan hun gerne ville hjælpes.

Det var en fejl

Efterfølgende erkendte Skanderborg Kommune, at plejen af Inger Andersen ikke havde været acceptabel. Blandt andet fordi man ikke havde været nok opmærksom på, at det var en døende kvinde, der skulle have hjælp. I december sagde kommunens ældrechef Lis Kaastrup:

”I vores vagtturnus prøver vi at prioritere, hvem der har mest behov for stabil pleje, og i tilfældet i Hørning er der ikke blevet prioriteret rigtigt, det har distriktet også beklaget. Og det er noget, vi har lært af.”

LÆS OGSÅ: Døende fik hjælp af 25 plejere på 30 dage

”Hvis vi har døgnpleje i for eksempel 30 dage, vil der komme mange mennesker. Men der skal være nogle, der er gennemgående. Og når det er borgere, der er døende, og som ønsker at dø i eget hjem, skal vi gøre det bedre og skabe kontinuitet,” siger hun.

Inger Andersen ligger begravet ved Dover Kirke. Hun døde 21. oktober sidste år efter 44 dage på hospice, hvor hun var i gode hænder. Arkivfoto: Bollerup

Han læste det i avisen

For Johan Nielsen er det lettere absurd, at kommunen ikke tog højde for, at hans hustru var døende.

”7. juli sad vi i vores havestue med Ingers egen læge, en sygeplejerske fra Horsens Sygehus og en sygeplejerske fra Plejecenter Præstehaven i Hørning, og vi var enige om, at det var Ingers sidste tid. Så jeg forstår ikke, det kan komme bag på dem,” siger han.

”Efter jeg gik frem med min kritik, har jeg kunnet læse i avisen, at kommunen erkendte, der er sket en fejl. Men der er ikke på noget tidspunkt nogen fra kommunen, der har kontaktet mig og givet mig en forklaring,” siger han.

Politisk serviceeftersyn

På sidste møde i Socialudvalget fik politikerne en status for plejen til ældre, der får intensiv hjælp.

”Det var en opfølgning på den lidt triste oplevelse, som Johan Andersen og hans afdøde hustru var ude for. Vi ville gerne vide, hvor ofte det sker, at ældre har besøg af mange skiftende plejere, og hvad man skal forvente, hvis man får intensiv hjælp,” siger udvalgsformand Anders Laugesen (V).

”Har man intensiv døgnpleje, så vil man på de rene sosu-hjælpere få besøg af i omegnen af 10 forskellige på en måned for, at vagtplanen kan gå op. Derudover kommer der andre faggrupper som sygeplejersker, læger og ergoterapeuter. Så der er grænser for hvor få, man kan komme ned på.”

”Det er samtidig mit indtryk, at der er sket en klar forbedring, så ældre i en situation som Johan Andersens hustru ikke oplever at få besøg af 25 forskellige hjælpere på 30 dage, hvilket var dybt beklageligt. Og det er positivt, selv om der stadig er et overforbrug af eksterne vikarer, da vi hár problemer med at rekruttere fast personale,” siger Anders Laugesen.

Der var samtidig nogle ekstraordinære forhold i ældreplejen, da Johan Andersens hustru fik hjælp i hjemmet, da mange ansatte var på kursus.

”Jeg tænker, det var medvirkende årsag til, at det gik så galt,” siger Anders Laugesen.

Ingen har et overblik

Johan Andersen er dog ikke tryg. Han påpeger, at hans hustru ikke havde intensiv pleje - derimod kun hjælp til personlig pleje én gang om dagen - og alligevel kommer der 25 forskellige på 30 dage. Fejl eller ikke fejl.

Og han undrer sig over, at kommunen ikke uden videre havde en oversigt over hvilke plejerne, der havde været i hjemmet. De navne skulle et vikarfirma i givet fald være med til at finde frem.

”Og så kan jeg ikke forstå, at man ikke har et system, hvor man følger med i, hvor mange forskellige hjælpere, der kommer til de enkelte ældre - både individuelt og i gennemsnit. Jeg synes, det ville være naturligt, at politikerne fik en status om det en gang i kvartalet. Det håber jeg, min kritik kan føre med sig,” siger han.

Timer vil gå til kontrol

Den ide er Lis Kaastrup dog ikke begejstret for.

”Hvis man i forvejen beskylder ældreplejen for, at der er for meget unødig bureaukrati og kontrol, så ville der med det forslag være en risiko for, at vi ville få endnu mindre tid til vores primære opgave,” siger hun.

”Det er ikke en del af vores serviceparameter, at den enkelte ældre højst må få besøg af et bestemt antal hjælpere. Kravet er, at vi skal levere en god pleje ud fra den enkeltes behov. Det er målsætningen. Og det er det, den enkelte leder har ansvar for og skal tilrettelægge arbejdet ud fra,” siger Lis Kaastrup.

”Efter kritikken i den konkrete sag har Hørning-distriktet haft fokus på at tilrettelægge gode forløb. Efter kritikken har distriktet haft fire terminale ældre, og i alle fire tilfælde er der blevet meldt positivt tilbage. Det er vi glade for, da vi anerkendte, at det ikke havde været godt nok i den konkrete sag,” siger hun.

Seniorrådet bliver hørt

Johan Andersen mener fortsat, kommunen er nødt til at få tal på bordet.

Indtil videre er han glad for, at Socialudvalgets formand har lovet ham, at han vil tage en dialog med Seniorrådet om problemstillingen.

”Anders Laugesen kan have ret i, at der ikke er grund til at sætte det store i værk, hvis sagen med Inger var enkeltstående, som han siger. Men jeg tvivler på, at vores oplevelse har været enestående,” siger han.