Fortsæt til indhold

Velvære på flere måder

Butikken Velvære i Hadsten Centret udvider med mere bæredygtighed og naturlige produkter

Samfund
Arkiv

hadsten Butikken hedder stadig Velvære, men inden længe kommer butikken, der ligger i Hadsten Centret, til at hedde NaturVelvære. Og det er der en grund til.

"Vi har indført et nyt koncept, der tilbyder mere og flere naturlige produkter. Det handler om bæredygtighed i forhold til blandt andet emballage og transport. Mange af vores varer er økologiske, og de er uden tilsætningsstoffer," forklarer Nicole Jacobsen og Karina Villumsen.

Nicole Jacobsen er kosmetolog og Karina Villumsen er farmakonom, helsevejleder og kogebogsforfatter.

Nyt på hylderne er kosttilskud, vitaminer, mineraler, homøopatiske produkter og naturlægemidler. I forvejen var der på hylderne kosmetik og hudpleje, krydderier og udvalgt slik.

Allergi-kogebøger

Karina Villumsens forfatterskab af kogebøger er specielt rettet mod allergikere. Hun er selv mælkeallergiker, og det var medvirkende til at hun kastede sig ud i det. Det er blevet til værker, der handler om henholdsvis mælkefri, glutenfri og sukkerfri mad. Indtil nu har hun udgivet syv bøger på eget forlag. Hun startede en blog på nettet i 2011 og i 2014 udgav hun sin første kogebog.

Karina Villumsen har ni års erfaring fra helsekostbutikker, heraf syv år i en helsekostbutik i Ringsted, hvor hun samtidig lærte en del om ernæringsterapi.

Flere slags behandlinger

I behandlerrummet har Nicole Jacobsen hidtil foretaget behandlinger med farvning og retning af bryn samt voksbehandling af ansigtet. Dette tilbud er nu blevet udvidet med voksbehandling af hele kroppen, og ansigtsbehandlinger, henholdsvis maske og behandlinger mod uren hud, stresset hud og sart hud.

-ab